Håndbold

Esbjerg ydmyget i topbrag - få overblik over sidste runde før EM

Kvindernes håndboldliga går på juleferie efter 14. spillerunde. Herunder får du overblikket over resultaterne onsdag, hvor der var fuld spillerunde.

Én ting stod klart inden efterårets sidste syv sidste kampe i kvindernes håndboldliga: Odense var og er stadigvæk ikke til at røre på førstepladsen.

Det understregede fynboerne mod Randers ved at fuldende et resultatmæssigt perfekt efterår med sejr nummer 14 ud af 14 mulige. 

Stort set alle andre hold kunne enten rykke op eller ned i tabellen og samtidig gøre juleferien en lille smule sjovere.

Det lykkedes især for København Håndbold. På udebane formåede mesterholdet at sætte Esbjerg på plads med en sikker sejr på hele 37-28.

Her følger resultaterne fra den sidste spillerunde. Konsekvenserne finder du nederst i artiklen. 

Resultater fra 14. spillerunde

NYKØBING FALSTER 32-26 Viborg HK

  • Pausestilling: 15-14
  • Topscorer: Johanna Westberg (9)

-  Vi leverer virkelig varen i dag. Det er vigtigt at gå på pause med sådan en kamp her i bagagen. Det var en virkelig fin præstation, siger Lærke Nolsøe fra NFH.

Nykøbing Falsters håndboldkvinder vil lege med i toppen af den bedste danske række. Og den målsætning kom et stykke tættere på, da holdet vandt 32-26 hjemme over Viborg HK. Video: TV 2 SPORT

SILKEBORG-VOEL 31-26 Skanderborg

  • Pausestilling: 14-11
  • Topscorer: Jane Schumacher (9)

Silkeborg-Voel rykker op på syvendepladsen efter 14. runde.

- Jeg har smil på læben. Det har været et hårdt efterår, hvor vi har kæmpet meget med det, siger Silkeborg-Voels træner Jakob Andreasen. 

TTH HOLSTEBRO 25-23 EH Aalborg

  • Pausestilling: 14-11
  • Topscorer: Julie Jensen (5)

Aarhus United 18-25 HERNING-IKAST

  • Pausestilling: 10-15
  • Topscorer: Sarah Iversen (6)

- Det er fuldstændig vanvittigt, at vi er gået ud med 17 point. Det var måske det, vi havde håbet på, når sæsonen var slut. Nu har vi 17 point allerede halvvejs i turneringen, siger Aarhustræner Heine Eriksen. 

AJAX KØBENHAVN 17-15 Ringkøbing

  • Pausestilling: 9-7
  • Topscorere: Cecilie Woller, Ajax København, Simone Hebsgaard Rasmussen og Ida Staxen Lagerbon, Ringkøbing (4)

Ajax' sejr betyder, at københavnerne er bedre end Ringkøbing indbyrdes.

- Det er en kæmpe forløsning. I drømmer ikke om det! Det var verdens største sten, der lettede fra mit hjerte, da det blev 17-15, siger Sara Nørklit Lønborg fra Ajax København.

Team Esbjerg 28 - 37 KØBENHAVN HÅNDBOLD

  • Pausestilling: 16-18
  • Topscorer: Kelly Dulfer (9)

- Jeg ved ikke, hvad der skete. Intet fungerede, og vi bør skamme os, siger Esbjergs Estavana Polman

Team Esbjerg fik ikke et ben til jorden hjemme mod København Håndbold, hvor vestjyderne tabte med ni mål. Det skuffede i den grad Estavana Polman Video: TV 2 SPORT

ODENSE HÅNDBOLD 34 - 20 Randers HK

  • Pausestilling: 13-7
  • Topscorer: Nadia Offendal (8)

- Jeg synes, vores sæson er mere end godkendt. Vi har vunde de kampe, vi skulle, siger Mie Højlund.

Hele sidste spillerunde blev vist direkte på TV 2 SPORT og TV 2 Play.

Odense alene i front

Med sejren i den sidstnævnte kamp fastholder Odense Håndbold sin position som det klart bedste i kvindernes liga. Odense har vundet alle efterårets 14 kampe, og topholdet går på julepause med en målscore på plus 97. 

Odense har seks point ned København Håndbold på andenpladsen i ligaen. Det skyldes onsdagens udesejr over Team Esbjerg, hvor København var ganske suveræn. Tredjepladsen indtages af Nykøbing-Falster, der slog Viborg HK på hjemmebane. 

I den modsatte ende af tabellen vandt Ajax København spinkelt over Ringkøbing Håndbold. Det betyder, at Ajax rykker op på 12.-pladsen.

Hele stillingen følger her: 

Stillingen i kvindernes grundspil efter 14 af 26 runder.