Forvirring om dansk profil: Derfor er Haugsted ikke med i EM-truppen

16x9
Line Haugsted spiller i Viborg HK og tørner også ud for det danske kvindelandshold. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Line Haugsted er frisk nok til at spille kampe for sin klub Viborg. Alligevel har landstræneren ikke udtaget hende til EM.

De involverede er tilsyneladende enige om at spille bolden videre i sagen om landstrænerens fravalg af Line Haugsted.

Hun er frisk nok til at spille klubkampe for Viborg HK, men hun har for ondt i tåen til at spille EM for Danmark. Det er i hvert fald meldingen fra Viborgs sundhedsstab, der har bedt landstræner Klavs Bruun Jørgensen om at se bort fra venstrebacken. Det har han indvilliget i velvidende, at hun kan komme i spil alligevel - og således er forvirringen tæt på at være total.

I første omgang står det dog klart, at hun ikke skal spille for Danmark. 

- Hun er ikke skadet længere, men hun er i en genoptræningsfase. Det er derfor, vi godt kan tillade os at bruge hende. Og selvfølgelig er der forskel på at spille en ligakamp og en slutrunde med alt, hvad det indebærer af kampe og træning hver dag, siger Viborgtræner Jakob Vestergaard til TV 2 SPORT.

Landstræneren kunne have trumfet Viborgs bøn og indkaldt Haugsted, hvis han ville. Det har han dog ikke gjort.

- Fordi vi selvfølgelig skal samarbejde, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Vi bliver nødt til at lytte til hinanden, og jeg håber, at klubberne også engang i mellem lytter til mig og måske strækker sig en lille smule. Især når vi viser den vilje, vi gør i denne sag.

Haugsted kan kaldes ind - og hun er klar

De to trænere har ifølge Klavs Bruun Jørgensen lavet en aftale om, at dialogen kan genoptages, ’hvis jeg står med kniven for struben og føler et enormt behov – større end nu’, siger Klavs Bruun Jørgensen. Derfor går Haugsted ikke på ferie, når landsholdet mødes uden hende.

- Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, men det er en sundhedsfaglig vurdering. Det er blevet vurderet, at min fysik ikke er klar til den belastning, der er med landsholdet.

Det er dig, der kan mærke tåen. Hvad synes du selv?

- Det er en sundhedsfaglig vurdering, siger jeg igen. Og vi er blevet enige om det. Jeg holder mig klar i løbet af december, og så må vi se, hvad der sker.

Så du har ikke opgivet håbet om at få et opkald fra Klavs Bruun Jørgensen, hvor du vil være i stand til at sige ja?

- Jeg vil være i stand til at sige ja undervejs, men nu må vi se. Det er en beslutning, Klavs tager. Jeg kan selvfølgelig altid håbe på det, men ellers træner jeg godt hjemme i klubben, og så er jeg klar til januar, hvor vi har masser af kampe igen.

Hvor meget er du klar til?

- Det er et svært spørgsmål. Det ved jeg ærligt talt ikke endnu, og det er derfor, jeg ikke er meldt 100 procent klar. Vi ved ikke, hvad tåen kan holde til. Det er der, jeg står.

Flere eksperter undrer sig

Onsdag aften var Line Haugsted en af banens bedste spillere, da Viborg tabte til Nykøbing-Falster i den sidste runde inden slutrundepausen. Især i første halvleg var Haugsted god med fire mål på fem afslutninger.

Det får TV 2 SPORTs håndboldeksperter til at undre og ærgre sig.

Bent Nyegaard: - For hvert minut der går af den kamp, bliver jeg mere og mere ærgerlig. Jeg håber, at dialogen mellem Klavs Bruun og Jakob Vestergaard fortsætter. Det her er en spiller, Danmark skal buge.

Lærke Møller: - Lige nu synes jeg ikke rigtig, jeg kan se nogle problemer med den tå.

Peter Bruun Jørgensen: - Det er en mærkelig situation. Hun har haft den her skade i et år, hvor hun stadig har været klar til at spille klubkampe. Det er meget mærkeligt, siger landstrænerens bror.

Danmark spiller den første EM-kamp den 30. november, hvor Sverige er modstanderen.