EM håndbold

Nyegaard om stor profils afbud til EM: - Det er skidt nyt

Haugsted var med ved sidste års VM-slutrunde. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Fraværet af Line Haugsted kommer til at få stor betydning for den danske trup, mener Bent Nyegaard.

Lotte Grigel og Mathilde Hylleberg blev de sidste to spillere, som Klavs Bruun Jørgensen indlemmede i den danske EM-trup.

Landstræneren ville gerne have givet den ene af pladserne til Viborg-profilen Line Haugsted, hvis hun fik bugt med sin skadede storetå. Men selv om Haugsted har været i aktion for sin klub så sent som i weekenden, så er Viborg HK, Line Haugsted og landstræneren blevet enige om ikke at tage bagspilleren med til EM.

Det kommer til at få stor betydning for landsholdet, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert, Bent Nyegaard.

- Det er skidt nyt. Ikke for Grigel og Hylleberg, men for landsholdet, at Haugsted ikke er med. Hun ville have haft enorm betydning. I defensiven, kontraspillet, angrebsspillet og med sin store fysik. Jeg ærgrer mig voldsomt, for jeg havde virkelig håbet på det, siger han til TV 2 SPORT.

Haugsteds fravær betyder også, at Klavs Bruun Jørgensen skal finde ud af, hvordan han erstatter hendes værdi med de nuværende spillere. Og det kan blive svært på playmakersituationen, hvor Lotte Grigel, Nadia Offendal og Mie Højlund er med.

- Det giver Klavs Bruun mange hovedbrud. Offendal kan bruges i et 5-1 forsvar, men hende og Grigel er ikke forsvarsspillere på internationalt niveau. Højlund kan dække en back, men der kommer til at mangle et fysisk aspekt. Det giver Klavs Bruun færre muligheder, siger håndboldeksperten.

Håbet om fuld besætning og ingen skader i en jagt på top fire bliver svært

Bent Nyegaard

Mangler en skudtrussel

Nyegaard forstår beslutningen om at tage Grigel med, da hun har erfaringen. At den 19-årige højrefløj Mathilde Hylleberg får slutrundedebut er mere overraskende. Han havde i stedet peget på Louise Burgaard, da holdet mangler skytter med Haugsteds fravær.

- Grigel er dygtig til at organisere spillet, men med Haugsted havde man en ekstra skudtrussel fra 10-11 meter. Det har man brug for, så man ikke hele tiden skal slås for at komme på skudhold. Det betyder, at mange af vores modstandere kommer til at stå meget defensivt. 

Udover Line Haugsted må Klavs Bruun Jørgensen også undvære den skadede anfører Stine Jørgensen. Begge kan blive skiftet ind i løbet af slutrunden, da de er med i bruttotruppen, men udgangspunktet er ifølge Nyegaard en svækket dansk trup.

- Jeg synes, vi skal være realistiske. Håbet om fuld besætning og ingen skader i en jagt på top fire bliver svært. Det er svære forudsætninger for en landstræner og holdet som enhed uden Jørgensen og Haugsted.

Line Haugsted scorede tre mål i weekendens EHF Cup-kamp, som Viborg vandt med 15 mål.

*Artiklen er rettet til i andet afsnit, hvor der stod, at Viborg HK havde meddelt landstræneren, Haugsted ikke stod til rådighed til EM. Det er ikke korrekt, da klubben ikke kan bestemme, om Klavs Bruun udtager Haugsted.