EM håndbold

Debutant stivnede og kunne ikke snakke, da hun blev udtaget til EM

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har hele fire slutrundedebutanter med til EM. En af dem er Odenses Nadia Offendal.

Nogle har fået det lykkeligste opkald fra landstræneren, men andre har fået opkaldet, de ikke havde håbet.

Gennem godt en uge har landstræner Klavs Bruun Jørgensen meddelte spillerne i den 28-mand store bruttotrup, om de var købt eller solgt i forhold til den forestående EM-slutrunde i Frankrig.

På lykkesiden finder vi blandt andre Nadia Offendal fra Odense Håndbold. Den 24-årige playmaker står blot noteret for otte landskampen, men nu kan hun se frem til slutrundedebut for det danske landshold.

- Jeg stivnede fuldstændig og kunne ikke snakke. Det sagde jeg også til Klavs: ”Jeg kan ikke sige noget. Jeg ryster over hele kroppen, men jeg virkelig glad.” Bare så han ikke var i tvivl. Det er bare en fuldstændig vanvittig følelse, siger Offendal til TV 2 SPORT.

Endelig med efter to afbud

Holdkammeraten i Odense Mie Højlund kan ligeledes se frem til slutrunde debut for Danmark.

Hun har dog været højt på landstrænerens ønskeliste til de sidste to slutrunder, men 21-årige Højlund har meldt afbud begge gang på grund af henholdsvis studier og skader.

- Jeg glæder mig ekstremt meget, og jeg føler mig rigtigt klar til at tage af sted. Klavs ringede og sagde det hele to gange, og jeg kan godt tåle at høre det to gange, så jeg er enormt glad, siger Højlund.

DANMARKS EM-TRUP

  • Målvogtere: Sandra Toft (Team Esbjerg), Althea Reinhardt (Odense)
  • Stregspillere: Stine Bodholt (Viborg HK), Kathrine Heindahl (Odense), Sarah Iversen (Herning-Ikast)
  • Venstre fløj: Fie Woller (Bietigheim), Lærke Nolsøe (Nykøbing Falster)
  • Venstre back: Anne Mette Hansen (Györ), Kristina Jørgensen (Viborg).
  • Playmaker: Mie Højlund (Odense), Nadia Offendal (Odense), Lotte Grigel (Debrecen)
  • Højre back: Mette Tranborg (Odense), Anne Cecilie la Cour (København Håndbold)
  • Højre fløj: Trine Østergaard (Odense), Mathilde Hylleberg (TTH Holstebro)

Lærke Nolsøe fra Nykøbing Falster Håndbold bliver også slutrundedebutant, ligesom det er tilfældet med den 19-årige fløjspiller Mathilde Hylleberg.

19-årig debutant overvældet

Hylleberg har stadig sin første A-landskamp til gode, men blev altså valgt frem for den mere rutinerede Simone Böhme, der spiller i ungarske Siófok.

Den 19-årige TTH Holstebro-spiller blev først udtaget onsdag og fejrede det med at blive topscorer, da hun og TTH slog EH Aalborg i ligaen onsdag aften - kulminationen på en dag, hun sent vil glemme.

- Det er en dejlig dag. Også en lidt overvældende dag. Der er mange nye indtryk, som jeg ikke er vant til, siger Hylleberg.

- Jeg har jo ikke været vant til medier og sådan noget, så det er lidt anderledes. Udover det er det bare sindssygt fedt.

EM begynder den 29. november, og vi sender massivt fra slutrunden på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Danmarks første kamp er mod Sverige den 30. november.