Lars Christiansen
Der er noget, jeg ikke har fortalt

Lars Christiansen: Det var det øjeblik, jeg altid havde ventet på

I en serie på TV 2 PLAY og tv2.dk fortæller danske sportsstjerner en personlig historie eller detalje fra karrieren. Noget, de ikke har fortalt før.

Det afgørende straffekast i EM-semifinalen i 2008 er et øjeblik, jeg altid vil huske, og måske også blive husket for. Jeg har også selv set det igen og igen til kavalkader og slutrunder, og jeg bliver ofte konfronteret med det fra alle mulige mennesker, både inden og uden for håndboldbanen.

Men udover at straffekastet sendte os i finalen, så var der også noget, som faldt på plads inde i mig, da jeg stod der.

Forventningerne til mig og til holdet ved EM-slutrunden i 2008 var ekstremt høje. Vi havde flere gange været tæt på at nå en finale. Men det var aldrig lykkedes. Vi var også en hel del spillere, der havde nået en alder, hvor vi nok snart skulle til at stoppe. Så vi drømte om, at vores håndboldliv kunne kulminere ved slutrunden i Norge.

I det øjeblik, der blev fløjtet, vidste jeg, at det var mig, der stod med ansvaret

Lars Christiansen

Vi var nået frem til semifinalen og stod over for Tyskland. Det er altid specielt at møde tyskerne.

Jeg kan huske atmosfæren i hallen i Lillehammer. Det var en meget intens kamp, som bølgede frem og tilbage. Med få sekunder tilbage af kampen stod der 25-25. Vi var tæt på at komme i omkamp, og så kom den her helt specielle situation tre sekunder før tid. En af de tyske spillere rev Michael Knudsen ned, og vi fik straffekast.

I det øjeblik, der blev fløjtet, vidste jeg, at det var mig, der stod med ansvaret.

Presset var enormt. Jeg vidste godt, at hvis jeg brændte den her, så ville vi komme i omkamp og måske ryge ud og så måske ende med at blive nummer fire. Så havde det været 'typisk Lars' og 'typisk Danmark'. Jeg tror også, det er de her situationer, som mange sportsfolk lever for. De her små, knivskarpe øjeblikke, som definerer succes eller fiasko. Jeg har altid elsket det.

Det svære dilemma

Da jeg skulle skyde straffekastet, begyndte den psykologiske krig i mit hoved. Jeg blev forvirret helt vildt mange gange, fordi der var tre sekunder tilbage af kampen, og det havde både dommere og alle mulige andre travlt med at fortælle mig. Der var modspillere, der klappede mig i røven. De gjorde, hvad de kunne for at bringe mig ud af fatning. Det er jo det psykologiske spil, som foregår.

Der går pludselig en masse tanker gennem hovedet på mig, og selvom jeg havde scoret et utal af straffekast, så skete der noget helt specielt i forbindelse med det her kast. Noget, jeg aldrig har fortalt før.

Det var hårdt og specielt at forlade fødestuen

Lars Christiansen

Jeg har gennem min karriere haft dårlig samvittighed i forhold til at bruge så meget tid og energi på håndbold. Den dårlige samvittighed har fyldt meget. Dét ikke at kunne komme til fødselsdage, på skiferie med familien og ting, man faktisk gerne vil. Det var jeg nødt til at parkere i en hel del år. Og det havde til tider gjort mig i tvivl: Skulle jeg bare glemme håndbolden lidt og så bruge tiden med familien?

Nu stod jeg her med det afgørende straffekast. Præcis det her øjeblik havde jeg drømt om, siden jeg var en lille dreng. Dengang gik jeg og fandt gamle hatte og handsker og strømper, og hvad jeg nu kunne finde i den hal i Sønderborg, jeg var vokset op i. Jeg smed noget tape omkring det, så det kom til at ligne en håndbold. Og hvis jeg ikke kunne finde et ledigt mål i hallen, fandt jeg en døråbning. Så stod jeg dér og skulle skyde afgørende straffekast. Pludselig stod jeg der i virkeligheden som voksen.

Men det var jo min jagt på drengedrømmen, der gjorde, at jeg ikke kom til min nevøs og nieces konfirmationer og fødselsdage. Mine bedsteforældres runde fødselsdage har jeg heller ikke været med til. Selv min egen mors 60-årsfødselsdag måtte jeg melde afbud til. Min søn, Frederik, blev født 25. december. Allerede 26. december skulle jeg af sted med min daværende klub, Flensborg, for at spille kamp på udebane, og jeg skulle være væk i tre dage. Det var hårdt og specielt at forlade fødestuen og så tage på håndboldtur. Det var en lang tur til Sydtyskland...

Forløsningen

Tilbage til situationen i semifinalen i Norge. Jeg havde forud for det her afgørende straffekast en stor tro på mig selv, fordi jeg havde scoret på så mange straffekast. Jeg var rolig. Trods larm og forstyrrelse var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville score på den her.

Det var faktisk lidt uvirkeligt at have den tanke lige dér. Hvordan kan man have sådan en tanke, som fylder så ekstremt meget i så vigtigt et øjeblik?

Lars Christiansen

Og så var det, jeg tænkte på min drengedrøm. Jeg tænkte på de valg og fravalg i forhold til familien, som jeg har taget i løbet af mit håndboldliv. Det havde naget mig. Havde jeg nu også havde taget de rigtige beslutninger? Men nøjagtig i det sekund, jeg skulle skyde det straffekast, begyndte jeg at tænke over det hele, og hvordan netop dette øjeblik retfærdiggjorde al den tid og energi, jeg havde brugt på håndbold. Det var jo det øjeblik, jeg havde drømt om, siden jeg var dreng.

Det var faktisk lidt uvirkeligt at have den tanke lige dér. Hvordan kan man få sådan en tanke? Hvordan kan man have sådan en tanke, som fylder så ekstremt meget, i så vigtigt et øjeblik? Jeg har siden vendt det med en psykolog, som har sagt, at det var, fordi jeg på det tidspunkt havde masser af selvtillid. Og jeg skal være ærlig og sige; det havde jeg, for jeg havde netop scoret på 22-23 straffekast i træk. Jeg troede faktisk, at det var umuligt at brænde. Det tillod mig at få så vanvittig en tanke op til hele det her forløb.

Da jeg kom hen til straffestregen, havde jeg på ingen måde fundet ud af, hvor jeg skulle skyde. Jeg overvejede at lobbe den, hvis den tyske målmand stod langt fremme. Men han stillede sig pludselig på mellemdistancen. Jeg skulle til at tænke frit. Da jeg så lavede mine finter og bevægelser, så så jeg, hvor målmanden åbnede henne. Og så reagerede jeg.

Bolden gik i kassen, og vi var i EM-finalen.

I det øjeblik jeg scorede på det straffekast, var det, som om en masse vægt røg ned fra mine skuldre. Alle de her tanker omkring samvittigheden, som havde fyldt så meget, forsvandt. Det var som at knipse med fingrene, så var de væk. Det lykkedes jo også at score, og tilfredsheden ved at have gjort det og ved at have trænet så hårdt for det gjorde, at det hele pludselig gav mening.

Det var en fed følelse. Ligesom det var en fed følelse at stå i en EM-finale. Vi havde ellers fået det prædikat at være et semifinale-hold, fordi vi aldrig kom længere end til semifinalen. Men det gjorde vi dér. Og det var stort.

Da vi i finalen også slog Kroatien, stod vi pludselig der som europamestre for første gang nogensinde i dansk herrehåndbold. Det var så vanvittigt. Vi slog favoritterne – Tyskland i semifinalen og Kroatien i finalen. At slå de to hold var unikt og helt specielt at få lov at være med til. Selvom det er en del år siden, så er det noget, jeg stadig tænker tilbage på. Og jeg ved også, at mange af de andre spillere tænker tilbage på det som et af de allerstørste øjeblikke i deres håndboldkarriere – måske også i deres liv.

Og det vilde er, at hvis jeg kigger tilbage og tænker over, om der er noget, jeg har fortrudt i forhold til de valg, jeg har truffet, med afsavn med familien og den dårlige samvittighed, så ville jeg ikke ændre på noget. Det faldt på plads i det øjeblik der i Norge.

Det har også været med til at gøre mig til den, jeg er. Og straffekastet ved EM i 2008 blev mit store øjeblik, også rent personligt. Det er noget, jeg har taget med mig og vil have i mig for altid.