EM håndbold

Danmark tabte knebent til verdensmestrene trods stort comeback

Frankrigs verdensmestre slog Danmark i den første af tre testkampe før EM-slutrunden.

  • Frankrig-Danmark 22-20 (11-10 ved pausen)
  • Topscorere: Alexandra Lacrabere (Frankrig, 4 mål), Kristina Jørgensen (Danmark, 5 mål)
  • Udvisninger: Frankrig 3, Danmark 6

Efter en helt lige første halvleg trak Frankrig fra Danmark i anden halvleg og kom foran med seks scoringer med under et kvarter tilbage. Det markerede dog en næsten ti minutter lang scoringspause fra de franske verdensmestre, hvor Danmark næsten fik lukket hullet.

Den første af tre testkampe ved Golden League-stævnet i Norge endte dog med et knebent dansk nederlag på 22-20.

Danmark møder i weekenden Norge og Ungarn. Kampene kan ses direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.

Lyn-analyse

Jeg kigger altid på et holds udtryk. Det var et fint udtryk, der kom fra det danske kvindelandshold i aften i Oslo. Der var masser fejl og ting, der kunne have været bedre, men sikke et udtryk af sammenhold, gejst og fight.

Det sagde de efter kampen

  • Klavs Bruun Jørgensen, landstræner: Jeg ville da gerne have vundet eller som minimum have spillet uafgjort, men jeg synes, vi får løst mange af de ting, vi gerne vil. Vi brænder lidt meget på relativt store chancer, synes jeg, men ellers en fin træningskamp.
  • Mie Højlund: Jeg synes, der er lidt blandede følelser. Vi får prøvet nogle ting af i dag og spiller til tider lidt for forhastet i angrebsspillet og brænder lidt meget, men jeg synes, det er en meget lærerig kamp for os.

Referat

Af Ritzau

Trine Østergaard bragte Danmark foran 1-0, og Danmark kom også foran med tre mål, men indledningen blev tæt med 6-6 efter lidt over et kvarter.

Danmark var i det hele taget godt med i opgøret i første halvleg mod et fransk hold, der jagter EM-guld på hjemmebane i december, og gik til pause bagud 10-11.

Det danske forsvar lukkede blot to mål ind i løbet af de første otte minutter, hvorefter Frankrig kom op i et højere tempo.

Anne Mette Hansen fik et slag i første halvleg, og hun satte sig derfor på bænken og blev sparret i resten af opgøret.

Anden halvleg blev indledt i dansk undertal, og Frankrig øgede til både 12-10 og 13-10 og var for første gang i kampen foran med tre mål, og med 13 minutter igen var Danmark bagud med hele seks mål.

Det franske hold diskede op med kontraspil på højt niveau og viste, at det bliver et svært hold at hamle med ved EM for de øvrige nationer.

Danmark kom dog tilbage, og 19-årige Mathilde Hylleberg scorede sit første mål for det danske landshold, da hun reducerede til 16-20.

Danskerne fik halet yderligere ind og var bagud 19-21, da Anne Cecilie la Cour reducerede.

Nadia Offendal sørgede for 20-21 på et straffekast, og Danmark jagtede med to minutter igen pludselig point.

En udvisning til Stine Bodholt gjorde det dog vanskeligt i slutfasen, og Danmark måtte indkassere det smalle nederlag.

Tidligere torsdag var Ungarn chanceløse i opgøret mod Norge i turneringen.

Nordmændene slog Ungarn, der trænes af danske Kim Rasmussen, med 25-19.

Danmark indleder EM-slutrunden med kampen mod Sverige 30. november.