EM håndbold

Norges største stjerne melder sig klar til EM: - Bliver sur, hvis jeg ikke spiller

De forsvarende europamestre fra Norge kommer ikke til at mangle Stine Bredal Oftedal under slutrunden i Frankrig.

Se alle EM-kampe direkte på TV 2 PLAY

En lårskade har fået landstræner Thorir Hergerisson til at spare en af Norges mest profilerede spillere i optakten til EM.

Men nu melder Stine Bredal Oftedal sig selv endegyldigt klar til slutrunden.

- Jeg er frisk og har det godt. Jeg bliver sur på nogen på holdet, hvis jeg ikke får lov at spille, siger hun til Dagbladet.no.

I fraværet af Nora Mørk er 27-årige Oftedal en af de absolut største profiler på det norske landshold, der er udtaget til EM.

Efter sidste års VM-slutrunde, hvor Norge tabte finalen, blev hun kåret til turneringens mest værdifulde spiller, og derfor må skaden have vakt bekymring hos de norske håndboldfans.

 -  Det startede for tre uger siden, da jeg følte, at musklen var slidt. Sådan har det været i nogle uger, så jeg må undgå en forstrækning, fastslår Stine Bredal Oftedal.

Udover Nora Mørk må Norge undvære Amanda Kurtovic, der pådrog sig en alvorlig skade under opvarmningsturneringen Møbelringen Cup i Oslo. Alle de EM-udtagne norske spillere er imidlertid "friske" ifølge landstræner Hergerisson.

Du kan se Norges første kamp ved årets slutrunde lørdag klokken 15 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Her står de norske jenter over for Tyskland.