EM håndbold

Klavs Bruun og spillerne udskød træning for at se Norge tabe

Den danske lejr fulgte Norges problemer mod Tyskland tæt, og det betød, at lørdagens træning og presseseance måtte komme i anden række.

Se Danmark-Polen søndag klokken 15 på TV 2 og TV 2 PLAY

Det danske landshold var fredag på banen til et vaskeægte drama i EM-kampen mod Sverige, og lørdag kunne de så følge med i den hæsblæsende afslutning mellem storfavoritten Norge og et skadesplaget tysk hold.

Og den afslutning havde ingen af danskerne tilsyneladende interesse i at gå glip af, og derfor blev et møde med pressen samt den efterfølgende træning udskudt, indtil kampen i Brest var færdig.

- Når man spiller håndbold, er det sjovt at se håndbold, og den her kamp var bare enormt spændende og tæt helt til sidst, så vi havde lidt svært ved at slukke telefonerne og gå ud, siger den danske venstre fløj Lærke Nolsøe til TV 2 SPORT.

Mens hun blev ude bag ved banen sammen med holdkammeraterne, havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen sammen med blandt andre sin assistenttræner, Lars Jørgensen, sat sig til rette ude på trænerbænken med en bærbar computer og TV 2 PLAY kørende.

Her kunne de se Tyskland, som Danmark ekspederede ud ved VM i fjor, fuldende EM's hidtil største overraskelse med en sejr på 33-32 over de syvdobbelte norske europamestre.

- Vi vidste godt, at Tyskland er et glimrende hold. Det så vi også sidste år, og der syntes jeg, at vi var dygtige at slå dem på hjemmebane. Så det er ikke, fordi det kommer sindssygt meget bag på mig. Norge tabte også sidste år til Sverige og kom stadigvæk i finalen.

- Det er en lang turnering. Så hvis jeg kender nordmændene ret, tænker jeg ikke, at de går særlig meget i panik over det her, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Efter de 60 minutter med det overraskende udfald klappede landstræneren skærmen sammen, og i samme moment entrerede spillerne banen med det norske nederlag frisk i erindringen.

- Det er en smule overraskende, at Norge ikke bare brager derudaf. Men vi er ikke i den halvdel, så jeg vil ikke fokusere alt for meget på det, siger Lærke Nolsøe.

Danmark med undtagelse af Stine Jørgensen havde sidste træning inden kampen mod Polen, som begynder søndag klokken 15. Her skal Danmark forsøge at fortsætte de gode takter fra kampen mod Sverige og sætte yderligere to point ind på kontoen i sin indledende gruppe