Dansk profil udgik - 'mærkede noget i læggen'

Ifølge landstræneren er Fie Woller ved godt mod, selvom hun måtte udgå af EM-kampen mod Polen.

Se alle EM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Med ni minutter igen brændte Fie Woller en målchance for første gang ved EM.

Siden forlod hun banen og kampen mod Polen på eget initiativ, og kort efter blev der lagt en forbinding på fløjspillerens ene ben

- Idet hun hoppede ind over stregen, mærkede hun noget i læggen, og den har været lidt stram i forvejen. Det positive er, at hun kunne løbe ud uden at falde, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Det sidste, jeg hørte fra hende nede i omklædningsrummet, var, at det nok skulle blive okay. Vi tager det stille og roligt, og så ser vi på, om vi skal gøre noget ved det mandag. 

Efter kampen var Fie Woller den eneste danske spiller, der ikke stillede sig til rådighed for pressen. Hun skulle til behandling med det samme, og derfor var det ikke muligt at få en kommentar fra spilleren selv.

TV 2 SPORT har foruden landstræneren været i kontakt med Danmarks fysioterapeut Mikkel Hjuler, der oplyser, at der kommer en endelig melding om Fie Woller søndag aften. 

Hjuler fortæller videre, at man ikke skal lægge så meget i forbindingen om Wollers ben. Den er kun til for, at hun ikke skal skrabe sit underben, når hun kaster sig ind over fra fløjen, lyder forklaringen.

En af kampens bedste

Fie Woller var en af Danmarks bedst spillende, inden hun måtte udgå, og hun blev fremhævet i den tidligere landsholdsspiller Rikke Skovs analyse efter kampen.

Sikker sejr, hvor vi viser, at vi er et bedre hold end Polen, fordi alle spiller deres bedste. Fantastisk kamp af vores fløje Østergaard og Woller. Super dansk forsvar i 2. Halvleg, som gav en masse nemme kontra-mål. Vi er sikret en plads i mellemrunden, og det må give ro i truppen frem mod kampen mod Serbien.

25-årige Woller er landsholdets førstevalg på venstre fløj, hvorfra hun har scoret fem mål på seks forsøg under slutrunden. Se et af dem her:

Den danske venstrefløj leverede en fantastisk flot scoring. Video: TV 2 SPORT

Danmark klarede sig i de resterende minutter uden Fie Woller og vandt med 28-21 over Polen. Resultatet betyder, at det danske landshold topper gruppe A og er sikret en plads i mellemrunden.

Om Danmark tager fire point med videre fra det indledende gruppespil bliver afgjort mod Serbien tirsdag klokken 21. Se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.