Klavs Bruun havde lavet aftale med Viborg inden EM

16x9
Line Haugsted er kommet til Frankrig og blevet en del af den danske EM-trup. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, havde allerede planer med Line Haugsted, inden EM begyndte.

Det kom som en overraskelse søndag aften, at Viborg HKs Line Haugsted var blevet indlemmet i den danske EM-trup.

Nogle danske medier begyndte at spekulere i, at der var en sammenhæng med Haugsteds indkaldelse og en eventuel skade til Fie Woller. Men Haugsteds EM udtagelse var dog allerede planlagt før opgøret mod Polen søndag.

Det fortæller både Klavs Bruun Jørgensen og Line Haugsted til TV 2 SPORT.

- Vi var fra starten klar over, at vi højest sandsynligt ville hive hende ned til mellemrunden. Det var også den aftale, jeg havde med Viborg. Nu er vi klar til mellemrunden, og så kunne vi ligeså godt få hende ned med det samme, så hun har mulighed for at træne med os, siger Klavs Bruun Jørgensen, der dog rent faktisk udtog Line Haugsted, før Danmark var sikker på en plads ved mellemrunden søndag eftermiddag.

- Klavs sendte en besked lørdag aften, om han måtte ringe, og så kunne jeg godt regne ud, at jeg nok skulle til Frankrig, siger Line Haugsted.

Haugsted har været skadet

Op til EM i Frankrig fik landstræner Klavs Bruun Jørgensen den nedslående melding, at forsvarsspecialisten Line Haugsted ikke skulle med til slutrunden, fordi hun gennem lang tid har døjet med en skadet tå.

Men nu har tåen det fint, og Haugsted er klar til at spille.

Ville du kunne spille håndbold i morgen?

- Ja, det kan jeg godt. Jeg har trænet hele ugen.

Er der nogle begrænsninger for, hvor meget du må spille?

- Nej, umiddelbart ikke. Men der er jo så mange dygtige spillere med hernede, så jeg ville nok ikke komme til at spille fuld tid uanset hvad.

Samme melding kommer fra landstræneren, der dog ikke vil løfte sløret for, om Haugsted er med i den trup, han skal skrive ind til kampen mod Serbien klokken 9 tirsdag morgen.

Er der nogen restriktioner?

- Nej.

 Hvornår kommer hun til at spille?

- Det kan jeg ikke sige noget om.

Line Haugsted har spillet 32 landskampe og var med ved de seneste to mesterskaber.

Senest tirsdag klokken 9 skal Klavs Bruun Jørgensen beslutte, om der skal foretages ændringer i truppen til gruppefinalen mod Serbien.

Kampen spilles tirsdag klokken 21 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.