Serbien var kyniske, da Danmark glippede førsteplads
Serbien var foran hele kampen, da de slog Danmark i den sidste kamp i gruppe A.
Det betyder resultatet:
Serbien vinder gruppen, mens Danmark bliver nummer tre. Begge hold får dog to point med over i mellemrunden. Se Danmarks program for mellemrunden her.
Kampens bedste dansker: Trine Østergaard
Hun scorede på alle sine forsøg og var en af de eneste danske spillere, som havde et konstant højt niveau.
Detaljen:
Det var en af kamp uden de store unikke momenter, men Kristina Jørgensens scoring til 1-1 var alligevel ret sublim. Her snød hun tre serbere, inden hun uberørt kunne springe ind over stregen og score.
Det sagde de efter kampen:
Kathrine Heindahl:
- Jeg står med en øv-følelse. Vi får ikke lukket ned for Andrea Lekic, og hun får lov til at spille kampen sine præmisser.
Klavs Bruun Jørgensen:
- Vi starter kampen skidt, og det forfølger os hele kampen.
Referat:
To, tre eller fire point. Tirsdag skulle kampen mod Serbien afgøre, hvor mange point Danmark tager med over i mellemrunden ved EM.
Inden kampen var der blevet talt meget om Serbiens drilske forsvar, hvor de begynder fladt i 6:0 og pludselig går op i 5:1. Dette havde danskerne problemer med i begyndelsen af kampen blandt andet med to mislykkede indspil til Stine Bodholt på stregen, og så begyndte det, som det har gjort mod både Sverige og Polen; med et dansk hold bagud tidligt i kampen.
Stille og roligt fik Danmark styr på offensiven med flere indspil til stregen, hvor enten Trine Østergaard var løbet ind fra fløjen eller Stine Bodholt stod. I den anden ende havde Serbien også noget godt kørende. Efter 16 minutter satte Sandra Toft uden redninger sig ud på bænken og byttede med Althea Reinhardt, hvis redninger skulle få Danmark tilbage i kampen ved 8-11.
Udskiftningen satte dog ikke en stopper for den serbiske målmaskine, som fortsatte ufortrødent, mens den danske offensiv havde flere vanskeligheder. I det 23. minut kom kampens første danske redning fra Althea Reinhardt, og dem var der brug for, hvis danskerne skulle have en chance for at komme tilbage bagud fra en periode, hvor den serbiske føring talte hele fem mål.
Mod slutningen fik danskerne rettet lidt op på det og var med en bold fra Lærke Nolsøe, som tog begge stolper uden at gå ind, tæt på at komme til pause bagud med tre. Sådan gik det dog ikke, og så havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen en stor opgave foran sig. Hans hold var bagud 13-17 ved pausen.
Danmark kom ikke ud fra omklædningen, som de havde håbet på. Til det dirigerede Serbiens stjerne Andrea Lekic angrebet for godt og gjorde stort set, hvad der passede hende. Derfor var Danmark bagud 14-22 efter de første ti minutter af anden halvleg.
Der skulle ske noget, og derfor tog Klavs Bruun Jørgensen en timeout og gjorde klar til at spille syv mod seks, og dette fortsatte han med resten af kampen.
Danmark kom dog aldrig tilbage i kampen. De blev dog ved med at kæmpe, selvom nederlaget var uundgåeligt. Danmark tabte 25-30 til et velspillende og velforberedt serbisk hold.
Og sådan gik det til, at Danmark fik to point med over til mellemrunden, hvor Rusland, Montenegro og værterne fra Frankrig venter.