Norge chanceløs i sidste gruppekamp - i stor fare for at misse semifinale
Norge var aldrig i nærheden af sejren, da de tabte 23-31 til Rumænien i den sidste gruppekamp.
Det betyder resultatet:
Norge slutter som nummer tre i gruppen og kommer over til mellemrunden med nul point. Rumænien bliver etter og får fire point med videre. Se stillingen over grupperne her.
Norges håndboldkvinder har vundet seks ud af de seneste syv EM-slutrunder, men det bliver svært for nordmændene at vinde igen i år.
Nordmændene tager nemlig ikke nogen point med over i mellemrunden, efter at holdet onsdag aften tabte med de klare cifre 23-31 til Rumænien.
Det er første gang siden EM i 2000, at Rumænien slår Norge ved en slutrunde.
Tidligere i turneringen tabte Norge også til Tyskland, der også er videre til mellemrunden fra gruppe D.
Begge holds angreb kom bedre i gang end målvogterne og de forsvarende spillere, og derfor var målfrekvensen høj i kampens første fase.
Ved stillingen 8-8 begyndte rumænerne at få gang i defensiven, og det udnyttede østeuropæerne til at opbygge et forspring på 18-12 ved pausen.
Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, fandt ikke formlen til at vende det truende nederlag i pausen.
Rumænerne blev ved med at holde en komfortabel afstand på måltavlen blandt andet på grund af en velspillende Cristina Neagu i angrebsspillet.
Derfor kom Norge aldrig tæt på et comeback. I stedet udbyggede Rumænien føringen, som nåede at være oppe på ni mål, inden alle de rumænske reserver i slutfasen sørgede for at køre sejren hjem.
Rumænien har gjort rent bord i det indledende gruppespil. Derfor tager holdet fire point med over i mellemrunden.
I gruppe C vandt Ungarn med 32-26 over Spanien i en direkte dyst om at tage to point med over i mellemrunden.