Tyskland spiller sig videre til mellemrunden
Tyskland var i exit-fare, men tyskerne overvandt tjekkisk femmålsføring og sejrede til sidst med 30-28.
Det betyder resultatet:
Tyskland er videre til mellemrunden med to point. Tjekkiet er ude af EM efter tre nederlag i tre kampe. Se gruppestillingerne her.
Den tyske sejr var langt fra en formssag, og en overgang så de ud til at være på vej ud af turneringen.
Havde tjekkerne vundet, kunne Tyskland blive sendt hjem senere onsdag aften i tilfælde af norsk sejr over Rumænien i gruppe D's sidste kamp.
Tyskerne var tydelige præget af nervøsitet i første halvleg. En overgang så det også rigtig grimt ud, da tyskerne var bagud med fem mål. På en stærk slutspurt lykkedes det dog at komme til pausen med 16-16.
Efter pausen fortsatte holdene med at følges ad på måltavlen, ligesom begge mandskaber også var forholdsvis lige på fejlkontoen.
Tysklands landstræner, Henk Groener, var tilsyneladende bange for, at hans hold var ved at blive ramt af nerver, og han valgte derfor lidt usædvanligt at tage sin sidste timeout med over 19 minutter tilbage af den jævnbyrdige kamp.
Hans klare budskab var, at spillerne skulle bevare roen.
Det virkede tilsyneladende. Efter timeouten gik Tyskland fra 18-19 til 21-19, og så var det tjekkernes træner, som bad om et spilstop og muligheden for at justere taktikken. Han havde dog ikke samme held som sin trænerkollega.
Tyskland kom nemlig foran med fem mål, og sejren var reelt hjemme, da tjekkerne begyndte at spise lidt af føringen.
Anført af den danske træner Helle Thomsen vandt Holland sin tredje kamp af tre mulige i gruppe C. Mod bundproppen Kroatien, der allerede var ude inden kampen, vandt Holland med 34-23 efter 17-10-føring ved pausen.
Hollænderne tager fire point med over i mellemrunden, mens Spanien og Ungarn senere onsdag skal afgøre, hvor mange point de hver især får med videre fra gruppen.