Håndbold

Norges næstmest scorende i historien stopper

Linn-Kristin Riegelhuth indstiller karrieren efter 16 sæsoner.

3407 mål i 591 kampe. 

Linn-Kristin Riegelhuth Koren - eller bare 'Linka' - har spillet 16 sæsoner for Larvik, hvor hun har målrekorden, men nu indstiller hun karrieren.

- Alle gode ting slutter en dag, og det er det rette tidspunkt for mig at starte noget nyt, siger den norske veteran ifølge TV 2 Norge.

- Håndbold har været en stor del af mit liv, men når en dør lukkes, så åbnes andre med nye muligheder.

I 2008 blev Riegelhuth kåret til verdens bedste håndboldspiller, og hun nåede at vinde otte guld-, to sølv- og to bronzemedaljer med det norske landshold.

971 mål i 279 landskampe gør hende til den næstmest scorende for Norge nogensinde. Riegelhuth lagde landsholdstrøjen på hylden sidste år. 

Hvad 34-årige Linn-Kristin Riegelhuth Koren nu skal få tiden til at gå med, melder historien ikke noget om.