EM håndbold

Svensker er vild med at stå i spidsen for modstanderen til sit hjemland

Når Sverige møder Montenegro i mellemrunden, bliver det også et møde med den tidligere svenske landstræner Per Johansson.

Montenegros landstræner Per Johansson kan se frem til et opgør mod sit hjemland torsdag aften i mellemrunden ved EM.

For nogle ville det måske være en speciel situation, men ikke for Per Johansson.

- Montenegro er min primære mission, og så må folk tænke om det, hvad de vil, men jeg er vild med det, siger Johansson til den svenske avis Dagens Nyheter.

Næsten uhyggeligt

Johansson har en forhistorie med Sverige.

Han var nemlig manden, der førte Sverige til det bedste EM-resultat til dato, da det svenske landshold fik sølv ved EM i Danmark og Norge i 2010.

Nu er han så træner for Montenegro, og det er en noget anden oplevelse, end hvad han er vant til for Sverige.

- At arbejde med udenlandske spillere har udviklet mit lederskab enormt. Spillerne er vokset op i et helt anderledes socialt system fra forældre, lærere og ledere.

- Det er et system, hvor lederens autoritet er meget mere ophøjet. Du har en enorm status, når du er i den position, som jeg er, det er næsten uhyggeligt nogle gange, hvor meget magt du har.

Mens Sverige har to point med over til mellemrunden, kommer Montenegro over uden point.

Du kan se kampen mellem Sverige og Montenegro torsdag klokken 21 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.