Verdensmestrene knuser ineffektive Danmark
Danmark fik en god begyndelse på mellemrundekampen, men derefter stormede Frankrig frem til en storsejr.
Det betyder resultatet:
Danmark har to point i mellemrunden, mens Frankrig har fire point. Der mangler fortsat to kampe, og Danmark kan stadig nå semifinalen. Se scenarierne her.
Kampens bedste dansker: Anne Mette Hansen
Effektiviteten var ikke høj hos bagspilleren, men hun viste en masse fightervilje og forsøgte at få Danmark tilbage i kampen. Ikke alt lykkedes, men viljen var der.
Detaljen:
Et skud fra en fransk spiller røg direkte i hovedet på Anne Mette Hansen, som bemærkelsesværdigt nok ikke så synderligt påvirket ud af det. Hun havde ikke engang brug for en pause i det efterfølgende angreb.
Det sagde de efter kampen:
Sandra Toft:
- De har mange flere redninger end os. Vi gør, hvad vi kan, men det var langt fra godt nok.
Klavs Bruun Jørgensen:
- Jeg synes, vi igen spiller fint angrebsspil. Vi har mange chancer, men så brænder vi rigtig meget
Referat:
En kulisse ud over det sædvanlige var et af temaerne hos det danske landshold, inden de i første mellemrundekamp skulle møde de franske værter i Hall XXL i Nantes, hvor der i anledningen af EM er plads til 8500 tilskuere.
Måske lidt skuffende var hallen aldrig i nærheden af at være fyldt op, men da ’Marseillaisen’ blev spillet, var der – trods tomme sæder – ingen tvivl om, at de franske favoritter ville have glæde af stor opbakning fra energiske og håbefulde franske tilskuere i de kommende 60 minutters spil.
Danskerne lod sig dog ikke ryste af den franske fordel og fik en fin start på opgøret. Ja, det er faktisk muligt for det danske landshold, hvis kendetegn her i turneringen har været dårlige starter.
Men franskmændene ville også lege med, og ved stillingen 4-3 til Danmark scorede de fire mål i streg. Det fik landstræner Klavs Bruun Jørgensen til at trykke på timeoutknappen.
Efter et kvarter sendte landstræneren sin kaptajn, Stine Jørgensen, som han havde skiftet ind i truppen fra morgenstunden, i aktion. Hendes ryk var dog præget af tekniske fejl, hvilket gav lette franske scoringer på omstillinger.
Derfor blev det til en tur på bænken ni minutter senere, da danskerne var bagud med 8-14. Herfra fulgtes de to hold ad til pausestillingen 11-17. De danske spillere havde nok at snakke om i omklædningsrummet.
Her vil flere af dem nok være trætte af Amandine Leynaud, som med store redninger på straffekast og frie skud sørgede for, at franskmændene trak fra i takt med, at hverken Sandra Toft eller Althea Reinhardt i det danske mål fik fat.
Danmark havde et fransk bjerg at bestige i anden halvleg. Bagud med seks skulle der noget spektakulært til, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om point.
Danskerne kom da også bedst fra start i halvlegen, men ligesom i første halvleg overtog Frankrig styringen blandt andet takket være flere redninger. Disse var fortsat en mangelvare hos Danmark, som 12 minutter inde i halvlegen var bagud med 15-23.
Det fik Klavs Bruun Jørgensen til at gå frem i et 5:1-forsvar og spille syv-mod-seks i angrebet. Dette blev dog flere gange ødelagt af udvisninger, som sad løst på det kroatiske dommerpar.
Endnu et eksempel på det kom efter 53 minutter, hvor Mette Tranborg så rødt efter at have inkasseret sin tredje udvisning. På det tidspunkt var det kun et spørgsmål om at pynte på resultatet for Danmark, som – ligesom mod Serbien – fortsatte med at kæmpe og give sig fuldt ud i alle aktioner.
Det endte med et dansk nederlag på 23-29 til stor jubel for de fremmødte franske fans, som af og til fik metaltribunerne i XXL Hall til at ryste.
Danmark har fortsat to point i mellemrunden, mens Frankrig fordoblede sine to og ser ud til at have fundet formen efter åbningsnederlaget til Rusland.