Eksperter uenige om fundamentet på dansk landshold
De danske spillere mangler erfaring, mener Lærke Møller. Trine Nielsen er uenig, men sætter spørgsmål ved kvaliteten.
For anden kamp i træk fik det danske landsholds bank ved EM. Torsdag aften var det verdensmestrene fra Frankrig, der gav Danmark en lektion på 29-23.
Danmark stillede op til kampen med en bagkæde bestående af Mette Tranborg, Kristina Jørgensen og Anne Mette Hansen. Talentfulde spillere, men også spillere der er meget unge og derfor mangler erfaring, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller.
- Det fundament, der skal bære det her hold, med Mette Tranborg, Kristina Jørgensen, Anne Mette Hansen og Mie Højlund er spillere på 22, 20, 24 og 21 år. Det er stammen. Det er basen på landsholdet, og de er ikke klar til at være med på det her niveau endnu.
- De burde være med for at lære og ikke bære.
Erfaring er mere end alder
22-årige Mette Tranborg er den af bagspillerne, der har spillet flest slutrunder med fem.
Tranborg fik mesterskabsdebut ved EM i 2014, det samme gjorde 24-årige Anne Mette Hansen, der siden har spillet fire internationale mesterskaber. Helt så meget erfaring har 20-årige Kristina Jørgensen og 21-årige Mie Højlund ikke.
Jørgensen var med til VM i fjor, mens Mie Højlund spiller sin førte slutrunde.
Men med så mange slutrunder i bagagen burde alderen ikke have så stor betydning, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.
- Erfaring er noget, man får. Ligegyldigt hvor gammel man er. Det er noget, man får, jo flere slutrunder man er med til. Grundstammen på det her landshold er ved at have så mange slutrunder på bagen, at de bør være der. Så skal man kigge på, om materialet er der, men jeg køber ikke præmissen om, at de mangler erfaring.
Langt fra de bedste hold
Efter nederlaget til Frankrig havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen ikke lyst til at tale om, hvad landsholdet havde lært af kampen, men det ville begge TV 2 SPORTs håndboldeksperter.
- Danmark er stadig et rigtig langt stykke fra de bedste hold i verdenen. Frankrig spiller en rigtig god kamp, og Danmark er overmatchet på alle parameter, lyder det fra Lærke Møller, der bliver bakket op af Trine Nielsen.
- Jeg er skuffet på landsholdets vegne. Jeg havde større forventninger til dem, end det de præsterede i dag. Det handler om at komme hjem og få det her vendt nede i maven. Danmark er ikke ude endnu, og Danmark skal fortsat spille sin chance for at komme videre.
Nej, Danmark er faktisk ikke ude endnu selvom det blev til endnu et stort nederlag. Hvis Danmark skal gå videre, kræver det dog som minimum en sejr over de olympiske mestre fra Rusland på mandag.