EM håndbold

Dansk træner efter EM-tæv: - Selvfølgelig gør det ondt

Ungarns landstræner, Kim Rasmussen, anerkender, at Norge er et bedre hold.

Selvom Norge havde fået en skuffende start med EM med to nederlag i tre kamp, var det nok de færreste, der havde regnet med en ungarsk sensation i fredagens kamp.

De syvdobbelte europamestre spillede sig gevaldigt op og knuste Ungarn med 38-25. Et stort nederlag, som ungarernes danske træner, Kim Rasmussen, dog lever med.

- Jeg havde på intet tidspunkt lagt ind i mit budget, at vi skulle have to point mod Norge. Selvfølgelig gør det ondt, men det har før gjort ondt. Jeg skal nok få pigerne op, og vi skal nok komme videre, siger Kim Rasmussen til TV 2 SPORT.

Ungarn blev hårdt ramt af skader kort før EM og har mange nye spillere med til slutrunden.

Derfor var der ikke de store forventninger til Ungarn, der dog vandt to ud af tre kampe i det indledende gruppespil og tog to point med sig i mellemrunden.

I kampen mod Norge kom de hurtigt bagud med 5-1 og var på intet tidspunkt i nærheden af at drille håndboldstormagten.

- Vi er overmatchet på samtlige parametre, der er i håndbold. Beslutninger, timing, tempo, styrke, målmænd. Det hele. Vi møder et norsk hold, der fra første minut rammer timingen. Med det forholdsvis urutinerede hold, jeg har, og ikke det hurtigst bevægende hold forsvarsmæssigt, kommer vi aldrig ind i kampen, siger Kim Rasmussen.

- Vi prøver desperat nogle ting, men Norge er bare bedre end os, og når de så for alvor vil, er de meget bedre end os. Spiller vi mod Norge ti gange, vinder vi måske én, har to til tre, hvor det er tæt, og resten af gangene får vi nogle over ørerne.

Trods nederlaget har Ungarn stadig chancen for at spille sig i semifinalen, men det kræver som minimum sejre over både Tyskland og Rumænien.