Russiske stjerner sniffer ammoniak før EM-kampe
Nogle af Ruslands spillere indånder ammoniak i forbindelse med EM-kampe, men det har formentlig minimal effekt.
Se Danmark-Rusland mandag kl. 18 på TV 2 og TV 2 PLAY
Næsen vipper en anelse, idet hun snuser ind.
I et kort sekund er Daria Dimitrievas ansigt helt tæt på flaskehalsens munding, inden hun løber hen til en holdkammerat og giver high fives.
Få øjeblikke før EM-opgøret mod Slovenien fangede tv-kameraerne Ruslands anfører i den usædvanlige situation.
Ifølge landstræner Evgeny Trefilov var det ammoniak, Dimitrieva sniffede til. Men hjælper stoffet overhovedet? Sportsfysiolog ved Team Danmark Peter Møller Christensen tror det ikke.
- Jeg forholder mig ret tvivlende over for, om det har en kæmpe effekt, siger han til TV 2 SPORT.
Ikke ulovligt
Men Daria Dimitrieva gjorde ikke noget forkert, da hun indåndede de giftige dampe.
I hvert fald er det ikke imod Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) regler.
- Jeg er blevet informeret om, at det ikke er muligt at tage nogen ulovlige midler fra WADAs liste på den måde, billederne viser, fastslår EHFs kommunikationschef JJ Rowland over for norske Dagbladet.
Med andre ord står ammoniak ikke på Det Internationale Antidopingagenturs liste over dopingmidler.
Som stærk kaffe
Forklaringen bag russernes ammoniak-snifferi er simpel.
- Mit bud er, at det er for at peppe systemet op. Hvis du søger på klip med vægtløftere, står de store drenge også gerne og sniffer til det, fortæller Peter Møller Christensen.
Han henviser til en newzealandsk undersøgelse, der viser, at metoden kan have en lille virkning.
- Studiet viser, at pulsen stiger med seks slag, så det er at sammenligne med, at nogen giver dig et los i røven, råber dig ind i hovedet eller giver dig en stærk kop kaffe.
Ildelugtende opkvikker
I den russiske EM-lejr er smilene store, da TV 2 SPORT spørger til emnet.
- Jeg kan varmt anbefale det. Når man bliver træt, tager man bare et snif. Straks er man vågen igen, siger holdets karismatiske landstræner Evgeny Trefilov.
Også Yulia Managarova er tydeligt fornøjet over at blive spurgt til brugen af ammoniak.
- Det er ikke en form for doping, siger hun grinende.
Den russiske fløjspiller bruger ikke selv stoffet, men hun ved, hvorfor holdkammeraterne gør.
- Det har en virkelig, virkelig stærk lugt, og det hjælper nogle spillere til at vågne op og fokusere.
Hurtigere retningsskift
En ny undersøgelse af italienske og amerikanske forskere tyder på, at indånding af ammoniak giver en lille forøgelse af musklernes eksplosive styrke.
Det lyder måske langhåret, men på halgulvet kan det være en fordel. Særligt, når det skal gå hurtigt.
- Høj eksplosiv muskelkraft er en kvalitet, mange gerne vil have i sportsgrene som håndbold. Det kan for eksempel være ved opbremsninger eller i skudøjeblikke, fortæller Peter Møller Christensen fra Team Danmark, der fastholder, at virkningen efter alt at dømme er minimal i russernes tilfælde.
- Det virker formentlig bedre, hvis du har siddet på et kontor hele dagen. Potentialet er markant mindre, når man som håndboldspiller står til en vigtig EM-kamp og i forvejen er både tændt og klar.
Skjult forskning?
Ifølge Peter Møller Christensen er brugen af ammoniak i idræt stadig et uudforsket tema.
- Der er ikke et super stærkt datamateriale, så det er et område, der vil have gavn af flere undersøgelser, siger sportsfysiologen.
Han kan sagtens forestille sig, at stoffet bliver forbudt, hvis ny forskning viser, at det er præstationsfremmende. Måske findes beviset allerede.
- Det er ikke usandsynligt, at nogle af de her østlande har lavet deres egne forsøg, som ikke er offentligt tilgængelige. Derfor vil jeg ikke udelukke, at det har en effekt, men baseret på de tilgængelige data fremstår den hverken tydelig eller markant, fastslår Peter Møller Christensen.
Du kan se om russerne tyer til ammoniak mod Danmark mandag klokken 18 på TV 2 og TV 2 PLAY.