EM håndbold

Sverige må undvære anfører i skæbnekamp

En ekstra hviledag var ikke nok for den svenske anfører, Sabina Jacobsen, som misser kampen mod Frankrig, hvor Sverige kan ryge ud med et nederlag.

Sverige har et stort hul at lukke i forsvaret, når skæbnekampen mod Frankrig venter søndag.

Det er nemlig kommet frem, at holdets anfører og forsvarsgeneral, Sabina Jacobsen, ikke bliver klar til kampen. Sverige fik ellers en ekstra hviledag lørdag, da deres kamp mod Frankrig blev udsat på grund af planlagt demonstrationer.

Men denne ekstra hviledag var altså ikke nok til, at Sabina Jacobsen kunne komme sig ovenpå sin skade.

- Jeg spiller ikke mod Frankrig. Jeg ville elske at være med. Vi har lavet mange tests, men jeg kommer ikke til at spille i morgen (søndag, red.), siger hun til Aftonbladet.

- Jeg skal være i stand til at skyde, samtidig med at benet er ok, og det kan jeg ikke. Derfor kommer jeg ikke til at spille, og lægerne siger stop.

Tvivlsom til sidste gruppekamp

Kampen mod Frankrig er ganske afgørende for svenskerne. Hvis det bliver til et svensk nederlag, kan de gulblusede ikke opnå en placering, der sikrer en plads i semifinalen.

På fredagens pressemøde dømte Sveriges landstræner, Henrik Signell, ellers Jacobsen helt ude af turneringen, men dette var hun selv uenig i. Lørdag blev det så endeligt, at hun i hvert fald misser den afgørende kamp mod Frankrig i første omgang. Hun håber nemlig på at blive klar til den næste, hvor det er Rusland, der venter forude.

- Jeg har ikke oddsene på min side, men jeg giver ikke op, siger den svenske anfører.

Tidligere kom det frem, at fløjspilleren Mathilda Lundström er kommet ind på holdet igen, da Daniela Gustin er ude på grund af en korsbåndsskade.

Slem skade til svensk spiller. Video: Anders Masannek Jørgensen