Sverige spiller uafgjort mod verdensmestrene i stort drama
De franske verdensmestre spillede lige op med Sverige, og derfor er alt fortsat åbent i Danmarks mellemrunde.
Det betyder resultatet
Sverige spillede overraskende uafgjort mod Frankrig, og derfor lever svenskernes forhåbninger om en semifinaleplads stadig. Se stillingen i mellemgruppen her.
Kampens spiller
Med seks mål og otte oplæg blev svenske Isabelle Gulldén den helt store oplevelse i sin landskamp nummer 200.
Referat
Efter åbningsnederlaget til de olympiske mestre fra Rusland er det kun gået en vej for Frankrig, der har vundet tre kampe ved slutrunden - senest over Danmark.
Men søndag kom de franske verdensmestre ned på jorden mod Sverige i en kamp, der sluttede 21-21.
Svenskerne kom godt fra land og var foran med to mål, inden der var spillet to minutter.
Hele fem minutter skulle der gå før de forsvarende verdensmestre kom på måltavlen første gang, da Laura Flippes udnyttede sikkert fra højre fløj.
Sverige holdt stand og føringen overlevede langt ind i første halvleg. Efter 17 minutter tog den franske landstræner Olivier Krumbholz timeout, og det havde tilsyneladende sin effekt.
I hvert fald scorede Frankrig det udlignende mål kort efter. Men resultatet 10-10 holdt ikke længe, inden gassen gik af den franske ballon, og derfor kunne Sverige gå til pause med en føring på 14-11.
I anden halvleg bed de franske verdensmestre fra sig, men svenskerne holdt det høje niveau. Det blev hektisk, og begge hold lukkede pludselig godt af.
Særligt Filipa Idehn i det svenske mål tog godt fra. Midt i anden halvleg havde hun opbygget en redningsprocent på over 40.
Med syv minutter igen blev Orlande Kanor udvist, fordi hun skød den storspillende svenske jubilar Isabelle Gulldén i ansigtet, men det gjorde ikke de øvrige franskmænd spor. I undertallet udlignede de den svenske føring, og så var der for alvor dømt drama.
I sidste minut havde begge hold chancen for at afgøre det, men hverken Frankrig eller Sverige udnyttede, og derfor endte det hele uafgjort.