EM håndbold

- Vi skal være meget glade for ét point, siger fransk stjerne

Når man som Frankrig var bagud med tre mål mod Sverige med ti minutter tilbage af kampen, varmer et enkelt point ganske godt efter kampen.

Hall XXL i Nantes lægger gulv til EM i Håndbold, og arenaen levede op til sit navn søndag eftermiddag.

Her spillede Frankrig og Sverige nemlig en stor håndboldkamp, hvor der hverken var sparet på spænding eller intensitet. Kampen endte 21-21, efter de undertippede svenskere havde gjort livet overraskende vanskeligt for de franske værter.

- Det var en virkelig hård kamp lige fra begyndelsen. Vi var bagud hele kampen. Så jeg synes, at vi skal være meget glade for at få uafgjort i dag. Vi havde det meget svært, og Sverige spillede rigtig godt, siger den franske playmaker Estelle Nze Minko til TV 2 SPORT.

Med ti minutter tilbage af kampen førte svenskerne med tre mål, men franskmændene, som blev hjulpet frem af 7241 veloplagte tilskuere, gav aldrig op.

- Jeg er meget glad for det ene point. Vi havde meget svære perioder, men på en eller anden måde formåede vi at finde noget frem inde i os, der gjorde, at vi kom tilbage. Måden, vi kom tilbage på, skal vi tage med fra dagens kamp, siger Estelle Nze Minko, som i samme ombæring sender en stor tak for opbakningen til de franske fans, som - modsat i kampen mod Danmark - var mødt talstærkt op.

Med det ene point har Frankrig nu fem point og er fortsat i en god position i forhold til at spille sig videre fra mellemrunden til semifinalerne til Paris.

Stolte svenskere

For Sverige ser det noget sværere ud i forhold til semifinalechancen. De har tre point, og selvom det ikke matematisk er umuligt for dem at nå, havde de to point varmet gevaldigt.

Det var de trætte svenskere, som havde efterladt alle kræfter inde på banen, opmærksomme på efter kampen. De var dog også klare over, hvilken stor kamp de netop havde spillet.

- Jeg er meget stolt af vores præstation. Jeg synes, det er utrolig stærkt at spille sådan i 60 minutter, siger landstræner Henrik Signell.

- Vi kan være stolte af denne kamp. Vi spiller rigtig godt. Men samtidig er det klart, at når vi fører med tre mål mod slutningen, er det lidt ærgerligt, at vi ikke lukker kampen. Vi bliver lidt for nervøse, siger stjernen Isabelle Gullden.

Sverige formåede i alle 60 minutter at stå stærkt forsvaret, og det var endda uden den store general og anfører, Sabina Jacobsen, som sad ude med en skade. Nykøbing Falster-spilleren Anna Lagerquist var en af dem, der virkelig tog fat defensivt.

- Jeg synes, at vi skulle vinde. Men samtidig er Frankrig et rigtig godt hold, siger Anna Lagerquist.

Sverige skal i sin sidste mellemrundekamp møde Rusland på onsdag. Frankrig møder Serbien.