EM håndbold

- Det er helt mærkeligt, siger Toft om 'kæmpe' mulighed

Sandra Toft glæder sig ved tanken om, at Danmark stadig har chancen for at komme til Paris.

Med lidt hjælp kan Danmark spille om femtepladsen, der er vigtig for OL i 2020. Det motiverer de danske spillere.

En sejr over Montenegro i sidste mellemrundekamp ved EM kan få stor betydning. 

Danmark er ganske vist afhængige af andre resultater, men ved at slå montenegrinerne bejler landsholdet kraftigt til tredjepladsen i mellemgruppen

Med den følger en kamp i Paris, hvor femtepladsen ved EM er på spil. Og hvor man med god sandsynlighed kan indløse en billet til kvalifikationen frem mod OL i 2020.

- Det er en kæmpe gulerod. Det er helt mærkeligt, at vi efter sådan nogle kampe stadig har muligheden for at komme til Paris og spille om 5. pladsen, siger Sandra Toft med henvisning til, Danmark har tabt de tre seneste kampe ved slutrunden.

- Hvis den ikke havde været der, havde jeg nok gravet mig helt ned. Den skal bare have fuld power i morgen (onsdag, red.).

Hjælper på humøret

Den danske målvogter er ikke ene om at glæde sig ved tanken om, at Danmark med lidt held kan få en ekstra kamp ved EM. 

Katrine Heindahl- Det giver rigtig meget motivation, og det er det, vi går efter. Min lyst til håndbold er stor. Jeg elsker sporten, men det er klart, at nu er der endnu mere at spille for. Hvis det ikke kan give motivation, skal man pakke tasken.

Lotte Grigel- Det betyder rigtig meget. Det var en hård kamp mod Rusland, men da vi kom hjem på hotellet og så Montenegro vinde, besluttede vi os allesammen for, at det er det, vi går efter nu. Vi vil slutte turneringen ordentligt af for at få en følelse af, at vi faktisk er rigtig gode. Det ville være super dejligt. 

Anne Mette Hansen- Det hjælper klart på humøret. Nu står vi i en situation, hvor kampen alligevel betyder noget, og det skal vi udnytte. 

En sejr over Montenegro er imidlertid ikke nok til at sikre Danmark kampen om femtepladsen.

Sådan får Danmark en ekstra kamp

Det danske landshold skal blive nummer tre i mellemgruppen for at kvalificere sig til kampen i Paris, og det kræver følgende resultater:

  • Danmark skal slå Montenegro
  • Rusland får point mod Sverige
  • Frankrig får point mod Serbien

Hvis Danmark tager tredjepladsen, møder vi nummer tre fra den anden mellemgruppe i kampen om slutrundens femteplads. Med femtepladsen indløser man billet til OL-kvalifikationen, såfremt mindst tre af de fire semifinalister ved årets EM kommer i top 7 ved VM næste år.

Hvis ikke resultaterne flasker sig, og Danmark misser tredjepladsen, er vi endegyldigt færdige ved EM. Taber landsholdet til Montenegro, sætter danskerne en negativ rekord. Det kan du læse mere om her:

Se Danmark mod Montenegro onsdag klokken 15.45 på TV 2 og TV 2 PLAY