Håndbold

Tidligere GOG-anfører stopper karrieren

GOG-spilleren Lars Hald er i gang med sin sidste sæson som professionel håndboldspiller. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Lars Hald og GOG er i fællesskab blevet enige om at ophæve kontrakten. Hald fjerner endegyldigt harpiksen fra fingrene til sommer.

En profil og bødekassemesteren i den fynske håndboldklub GOG siger snart stop.

Stregspilleren Lars Hald indstiller karrieren efter indeværende sæson, fordi hans højre knæ ikke længere kan holde til den hårde belastning.

- Jeg stopper, fordi jeg har et knæ, der ikke kan mere. Jeg har haft en skade, som jeg har døjet med i næsten ti år, og det ville ikke være forsvarligt at spille længere end til sommer, så derfor har jeg valgt at lægge skoene på hylden, siger Lars Hald til GOG's hjemmeside.

Hald er tidligere anfører på holdet, og til Fyens Stiftstidende siger han, at han og klubben i fællesskab er blevet enige om at ophæve kontrakten, et år før hans aftale løber ud.

- Men det er i bund og grund helt min beslutning, som jeg tog for nogle måneder siden. Og den kommer ikke ud af det blå. Jeg har haft flere professionelle til at undersøge knæet, og deres melding har været enslydende: Kirurgi vil ikke hjælpe, siger han til avisen og fortsætter:

- De har selvfølgelig lagt beslutningen over til mig selv, og jeg har valgt at sige: Det giver ingen mening at fortsætte. Jeg skal jo også have et godt liv efter håndbolden, hvor jeg kan fungere optimalt med arbejde og familie.

Ligaoprykning har været det største

Lars Hald kom til GOG i 2011 og har med undtagelse af en enkelt sæson i franske Chartres Metropole Handball 28 i 2016/17 været på Sydfyn lige siden.

- Jeg har haft så mange gode oplevelser i GOG. Det var fantastisk at være med til at rykke klubben op i ligaen igen og vinde medaljer, siger Hald til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Men det, der står klarest for mig, er den rejse, vi har været på siden konkursen. Jeg var med fra år to og så til, hvor vi står nu. Alt det vi har været igennem, og de oplevelser der har været forbundet med det. At være med til at bringe GOG tilbage til toppen af dansk håndbold har været det største for mig.

På direktørkontoret hersker der heller ikke nogen tvivl om, at det er en stor fighter, der snart takker af.

- Lars Hald er en ægte holdspiller. Og en af dem, der er gule helt inde i hjertet. En spiller der symboliserer meget af det, vi gerne vil stå for. Fight og hårdt arbejde, men også ydmyghed og godt humør, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

- En spiller der har haft en enorm betydning på holdet og i klubben - både på og uden for banen. Vi er meget glade for at have haft Lars Hald i GOG, og vi ønsker ham al mulig held og lykke med det næste, han skal, siger direktøren videre.

30-årige Lars Hald er uddannet revisor. I denne sæson har han scoret 24 mål.