EM håndbold

Dansk stjerne slap billigt: - Det er et kæmpe rødt kort

Anne Mette Hansen fik sat en tackling i hovedet på Durdina Jaukovic, men slap nådigt.

Se Danmark-Montenegro lige nu på TV 2 og TV 2 PLAY

Montenegros svenske træner Per Johansson endte med at få et gult kort, fordi han var stærkt utilfreds med dommerpræstationen i slutningen af første halvleg af kampen mod Danmark.

Danske Anne Mette Hansen kom ud i en tackling med fuld appel mod Durdina Jaukovic, men fik sat den helt skævt og ramte hende i hovedet, så hun gik i gulvet.

- Det er et klart rødt kort. Det behøver vi ikke diskutere, sagde ekspert Bent Nyegaard under kommenteringen af kampen.

Brugte ikke video

Dommerne,  Igor og Alexei Covalciuc fra Moldova, var hurtige til at give Anne Mette Hansen en to minutters udvisning.

Men de valgte ikke at gøre brug af video for at se, om tacklingen var til et rødt eller blåt kort.

- Der er kæmpe rødt kort i situationen, sagde ekspert Trine Nielsen i TV 2's pausestudie og blev fulgt op af Lærke Møller:

- Jeg er fuldstændig enig. Det er alt, alt, alt for voldsomt, og det er utroligt, dommerne ikke engang går ud for at se situationen igen. Det forstår jeg ikke.

Per Johansson og den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, skændtes åbenlyst efter bataljen, og Johansson endte altså med at få et gult kort - angiveligt for at appellere til brugen af video.

Utroligt tilfreds med 1. halvleg

Danmark spillede den måske bedste første halvleg ved hele slutrunden og førte med 15-11 ved pausen.

- Vi er utroligt tilfredse med holdets indsats. Helt fantastisk. Det, vi har set i de sidste kampe, har ikke været det sandfærdige udtryk fra de piger i forhold til det arbejde, de har lagt i det, og den kvalitet, de har, sagde assisterende landstræner Lars Jørgensen i pausen til TV 2 SPORT.

Kampen kan ses lige nu på TV 2 og TV 2 PLAY eller følge med i vores liveblog: