For første gang i 18 år spiller Norge ikke om guld - så hvem vinder EM?

16x9
Rusland, Frankrig, Holland og Rumænien spiller om EM-guldet anno 2018. Foto: Eddy Lemaistre/Mathieu Cugnot/Sebastien Bozon / Ritzau Scanpix

EM bliver i år vundet af en nation, der aldrig før har kunnet kalde sig europamester i kvindehåndbold.

I år 2000 skete der noget, der indtil i år kun er sket den ene gang ved kvindernes EM-slutrunde i håndbold: Norge var ikke med til at spille om medaljer.

Det gentog sig så 18 år senere, da det onsdag stod klart, at de syvdobbelte europamestre måtte nøjes med tredjepladsen i mellemrunden og dermed en kamp om femtepladsen mod Sverige.

I stedet ser semifinalerne ved EM anno 2018 således ud:

  • Rusland-Rumænien
  • Frankrig-Holland

EM bliver også historisk på den måde, at en nation, der aldrig før er blevet europamester, kommer til at vinde. Indtil i år er det kun Norge (7), Danmark (3), Ungarn (1) og Montenegro (1), der har kunnet kalde sig europamester.

Så hvem bliver det? TV 2 SPORTs håndboldeksperter er enige om, at Frankrig og Rusland kommer til at stå i finalen - men de er uenige om, hvem der vinder.

- Rusland er favorit. Jeg tror, de har det ekstra, der skal til, siger Nyegaard.

Han erkender dog, at de franske EM-værter er kommet bedre og bedre med. Netop Frankrig er Lærke Møllers favorit til at vinde guldet.

- Jeg tror, det gør noget at komme til Paris, hvor der kommer endnu mere knald på, end der har været her. Det tror jeg, kan løfte dem de sidste procenter til, at de kan gå hele vejen.

I forhold til at komme i finalen bakker ekspert Peter Bruun Jørgensen op om, at Holland ikke kommer til at slå franskmændene.

- Jeg tror, de får det meget, meget vanskeligt. Det franske hold er godt. De er brede, deres fløje er gode, defensiven har altid været god, gode målmænd. Så Holland får noget at se til. Jeg tror, Frankrig vinder den kamp, siger han.

- Jeg har hele tiden troet på, at Rusland kunne vinde den her turnering. Efter nogle år hvor de har haft det vanskeligt ved EM, tror jeg på, de nu for alvor kan sætte sig på tronen, og jeg tror de vinder. Og jeg tror, det bliver en finale mellem Rusland og Frankrig.

Så har vi bare Rumænien tilbage, der møder russerne i semifinalen. Historien om rumænernes chance skal ses i lyset af, at verdens bedste håndboldspiller, Cristina Neagu, blev båret fra banen og kørt på hospitalet med en knæskade i deres sidste mellemrundekamp.

- Det bliver meget, meget vanskeligt for Rumænien. Det vil være en kæmpe overraskelse. Neagu er spilleren, som har båret det rumænske hold. Det er hende, der både afslutter, spiller sine holdkammerater gode og skaber plads til de andre. Jeg tror simpelthen ikke på, Rumænien kan presse Rusland, siger Peter Bruun Jørgensen og får opbakning af Lærke Møller:

- De er kæmpe favoritter, og de skal simpelthen vinde den kamp. Længere er den ikke.

Herunder kan du se holdenes vej til EM-semifinalerne.

Afstemning

Rusland

Russerne har umiddelbart været det mest suveræne hold ved EM-slutrunden. De har tabt to kampe, men fælles for begge nederlagene var, at spillerne gik på banen velvidende, at de var helt uden betydning.

De olympiske mestre indledte EM-slutrunden med en sejr over de franske værter og verdensmestre, mens det siden blev til sejre over Montenegro, Serbien og Danmark. Allerede inden sidste spillerunde i mellemrunde var Rusland både sikker på en plads i semifinalen og førstepladsen.

Rumænien

Rumænerne var fuldstændig suveræne i det indledende gruppespil med tre sejre i tre kampe mod Tjekkiet, Tyskland og de syvdobbelte norske europamestre.

I mellemrunden røg de så ind i et klart nederlag til Holland, men vandt den efterfølgende kamp med to mål over Spanien, der sluttede EM med blot én sejr. Rumænien tabte skuffende i den sidste mellemrundekamp til Ungarn og sluttede á point med ungarerne og Norge. Her sikrede Rumænien sig gruppens andenplads i kraft af et bedre indbyrdes regnskab, der blot var én scoring bedre end Norge.

Det helt store spørgsmålstegn i Rumænien er dog, hvad holdet er uden superstjernen Cristina Neagu, der kom slemt til skade i kampen mod Ungarn.

Holland

Helle Thomsens hollandske landshold vandt rub og stub i det indledende gruppespil og sikrede sig to matchbolde med sejren over Rumænien i den første mellemrundekamp.

Ét point mod enten Norge eller Tyskland ville give en plads i semifinalen. Mod Norge blev det til en øretæve af de helt store, hvor Thomsen undervejs sparede nøglespillerne med henblik på kampen mod Tyskland, som sikkert blev vundet. Dermed sluttede Holland på førstepladsen foran Rumænien.

Frankrig

Verdensmestrene og EM-værterne indledte slutrunden med et nederlag på tre mål til Rusland, men viste siden skræmmende styrke stort set hele vejen.

Frankrig bankede Slovenien og Montenegro i det indledende gruppespil og fortsatte i mellemrunden med en seksmålssejr over Danmark. Så blev det dog til uafgjort mod Sverige, før Serbien i den afgørende kamp fik franske klø.