EM håndbold

Russisk trænerlegendes svar fik stjerne til at gemme sig i pinlighed

Evgeny Trefilov kan godt lide at underholde, og ved torsdagens pressemøde inden EM-semifinalen gjorde den russiske træner det igen.

Officielle pressemøder kan godt være en triviel og langsommelig omgang med trænere og spillere, som allerhelst vil være i en håndboldhal, til taktikmøde eller hvile benene på hotellet.

Torsdagens pressemøde med de to semifinalister Rusland og Rumænien var ingen undtagelse, indtil varme Evgeny Trefilov ti minutter inde i seancen fik sat lidt gang i tingene.

Da den legendariske russiske træner blev bedt om at fremhæve tre kandidater til et All Star-hold, blev hans svar på russisk overraskende langt. Da hans talestrøm langt om længe stoppede, vendte alle i lokalet sig mod tolken ved siden af den 63-årige træner.

Tolken tøvede en smule, som om hun lige skulle samle sig mod til at oversætte, inden hun til sidst gik i gang.

- Det er ikke en træners arbejde at vælge de bedste spillere. Nogle af spillerne har flotte øjne, andre har flotte ben, og nogle er meget smukke, indledte hun, mens Trefilov ved siden af spændt ventede på salens reaktion.

Reaktionen blev høj og vedvarende latter.

Mens Trefilov så ud til at være fornøjet over resultatet, begyndte hans stjernespiller Anna Vyakhireva til højre for ham lige så stille at krybe sig sammen og gemme sit ansigt i sine hænder tydeligt pinligt berørt over sin træner.

- Sådan er han altid

Efter pressemødet fik TV 2 SPORT en snak med Anna Vyakhireva, som modsat sin træner taler godt engelsk, om episoden.

Du virkede lidt pinlig berørt over hans svar. Hvad handlede det om?

- Det var sjovt, det med ben, øjne og alt muligt.

Svaret blev efterfulgt af et grin og et smil, inden hun fortsatte:

- Jeg synes, at alle kvinderne ved slutrunden er flotte, men det handler jo ikke om det. Men sådan er han altid, siger Anna Vyakhireva.

Hvordan er han at være sammen med?

- Det er sjovt. Men ikke altid. Han er en hård mand.

Udover den episode var det store tema på pressemødet Christina Neagu og hendes forfærdelige skade. I de indledende spørgsmål benyttede Trefilov lejligheden til at sende varme tanker til Neagu og hendes holdkammerater. Det samme gjorde Anna Vyakhireva.

Rusland og Rumænien kæmper om en plads i EM-finalen fredag klokken 17.30. Se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.