EM håndbold

Verdens bedste fejrede semifinale som den første, selvom hun ikke skal spille

Rumæniens landstræner understreger, at Cristina Neagu har stor værdi for sit landshold, selvom hun ikke kan spille.

Cristina Neagu skreg i smerte, da hun faldt om på gulvet i opgøret mod Ungarn.

Verdens bedste håndboldspiller blev kørt direkte på hospitalet, men nåede siden tilbage på hotelværelset, hvor hun kunne se sit landsholds EM-skæbne blive afgjort.

Holland slog Tyskland, og så udstødte Neagu endnu et skrig. Denne gang i glæde.

- Da det stod klart, at vi er i semifinalen, kom hun ud af sit værelse og råbte og skreg. Alle samlede sig om hende og deltog i fejringen. Men hun var den første, selvom hun ved, at hun ikke kan spille, siger Rumæniens spanske landstræner, Ambros Martin, til TV 2 SPORT.

- Hun bidrager ikke kun på banen. Udenfor hjælper hun de andre spillere, så de giver alt og når det niveau, der er nødvendigt for at blive europamester.

Gav sit liv

Torsdag formiddag skrev Cristina Neagu på Facebook, at hun ikke kommer til at spille mere ved årets slutrunde.

Senere på dagen var rumænere og russere samlet til pressemøde forud for EM-semifinalerne, og her satte Ambros Martin følgende ord på situationen:

- Det bliver svært uden Cristina, men hun kommer til at være med os. Alle ved, at hun gav sit liv for landsholdet. Vi vil kæmpe og prøve at spille en god kamp, især for hende.

Over for TV 2 SPORT uddybede Rumæniens landstræner.

- Jeg har virkelig ondt af hende, for hun ville udrette noget stort for landsholdet.

- Selvfølgelig er det også ærgerligt for holdet, fordi vi mister den bedste spiller. Hun kan ikke være på banen, men hun vil være der for holdånden, og det er en ekstra motivation for os, lød det fra Martin.

Forventer 'endnu hårdere' modstand

Også den russiske landstræner Evgeny Trefilov begræd tabet af Cristina Neagu, der de seneste to år er blevet kåret som verdens bedste af Det International Håndboldforbund (IHF).

- Vi føler med Rumænien, der mistede holdets bedste spiller, men vi er helt sikre på, at de vil gøre deres bedste for at vinde alligevel, sagde han.

Ruslands største stjerne, Anna Vyakhireva, udtrykte, at hun er 'virkelig ked af det' på Neagus vegne og kaldte situationen 'frygtelig'.

- Selvfølgelig bliver det virkelig svært for Rumænien uden hende, men når folk er i vanskelige situationer, rykker de ofte sammen og udretter store ting, forklarede hun. 

- Jeg tror, de vil kæmpe endnu hårdere end før, og derfor kan vi ikke slappe af i så meget som ét sekund. Vi bliver nødt til at fokusere i hele kampen og gøre vores bedste. Hvis vi ikke gør det, misser vi vores finalechance.

Se semifinalen mellem Rusland og Rumænien fredag klokken 17.30 på TV 2 og TV 2 PLAY