Dansk kvindehåndbold er nødt til at indse alvoren
Det er tid til et servicecheck af landstræner Klavs Bruun Jørgensen og hans udvalgte få. Jeg kan ikke komme udenom fakta.
Kvindelandsholdet kom til Frankrig på sommerdæk.
Vinteren er ankommet. I Alperne er sneen væltet ned, og selv i mit fædreland er TV 2 Vejrets varslinger om både sne og frost daglig kost.
Med andre ord: Det er tid for et servicecheck, og FDM er helt klar i spyttet:
Vinterdæk. Minimum tre millimeter mønsterdybde.
Tjek vinduesviskere og sprinklervæske.
Tjek bilens lygter.
Hav isskraberen klar.
Ryd op i bilen, så fugt minimeres.
Flere skridt tilbage ved EM
Som med bilen, således også med Klavs Bruun Jørgensen og hans udvalgte få.
Jeg undgår ikke fakta. EM 2018 i Frankrig var flere skridt tilbage for Stine Jørgensen og hendes veninder.
Hvis jeg ikke vidste det før, ved jeg det nu. Dansk kvindehåndbold er nødt til at indse den alvor, der ser dagens lys, når vort landshold ydmyges mod Serbien, Frankrig og Rusland. Især de slidsomme og uskønne 60 minutter mod Serbien gjorde ondt.
Jeg var meget begejstret for indsatsen mod Montenegro, men kendere vil vide, at det var et montenegrinsk mandskab med både Katarina Bulatovic og Durdina Jaukovic milevidt fra deres respektive topniveau.
I ligningen skal også indgå det danske landsholds fravær af anfører Stine Jørgensen. De første 20 minutter mod Raicevic & co. afslørede, hvor meget anføreren kan betyde.
Ingen leder eller strateg
Tilbage til fakta.
Landstræneren råder netop nu ikke over den leder og strateg, der huserer på stort set samtlige modstanderhold. Det er let nok at få bogstaverne til at italesætte personligheder som Groot, Dmitrieva, Raicevic, Lekic, Gulldén, Neagu, Vyakhireva med flere, men det løser selvfølgelig ikke Klavs Bruun Jørgensens problem.
Ovennævnte er alle personligheder, der kan styre en kamp, fornemme sjælen i en kamp, besidder individuelle kvaliteter som eksempelvis fyldig variation af skudkompetencer, evne til at duellere og - ikke mindst - udføre duelkunsten på meget små områder og - ikke at forglemme - har overblik og afleveringsteknik, der gør, at de ofte arbejder med alt mellem to og fem mulige løsninger på diverse problemstillinger.
Når det gælder om at forsvare, hænger Anne Mette Hansen & co. også efter. Klavs Bruun Jørgensen vil gerne give sit hold et offensivt udtryk, men faktum er, at det koster alt for meget på udvisningssiden.
Én af de bedste franske forsvarsspillere - Beatrice Edwige - sagde det egentlig meget rammende op til kampen mod Danmark. Frit oversat sagde hun: ”Danskerne vil gerne spille hårdt, men de ved ikke hvordan”.
De manglende hurtige fødder i samklang med spillernes høje tyngdepunkter - med Bodholt og til dels Haugsted som undtagelser - gør, at de har svært ved at flytte sig og generelt navigere i forhold til modstanderes skiftende løbemønstre.
Når Danmark åbenbart ikke udvikler spillere med nogle af ovennævnte kompetencer, kan det kun skyldes, at man ikke har fokus i talentudviklingen.
Jeg er sikker på, at én af hovedårsagerne er, at der i klubberne satses alt for meget på resultathåndbold. Jeg er ligeså sikker på, at der er alt for megen ”kassetænkning” i DHF´s uddannelsessystem, og med kassetænkning tænker jeg et rigidt kompetenceudviklingssystem, der – åbenbart – begrænser den enkeltes muligheder for at ”være anderledes”.
Færre hold i ligaen, tak
Næste del af servicetjekket sætter fokus på DHF, Divisionsforeningen og udvalget for professionel håndbold, der ønskede en udvidet dameliga.
Mit håb skal være, at der snarlig bliver evalueret på det projekt. Jeg kender godt argumenterne, men jeg tror ikke på nogen af dem.
Kampantallet bør reduceres. Den holdning ytres ikke på baggrund af de mange tragiske korsbåndsskader, selv om den generelle belastning selvfølgelig skal tages op til revision, som den har skullet være det de sidste to år.
Nej, jeg ønsker det reducerede kampantal – og ti hold i ligaen er mit ønske – for at skabe muligheder for et stærkere samarbejde mellem klub og landshold.
Jeg skrev en kommentar efter VM i Tyskland, hvor jeg prøvede at argumentere for, hvordan 1+1 kunne blive til 3.
Min tese er, at tiden – svøbt i den fælles ambition om en stærkere liga og et stærkere landshold – er givet langt bedre ud med flere træningstimer for landsholdsspillerne end for kampe med kolossale forskelle på de duellerende hold.
Måtte det ske, ville det også åbne for mere kvalitative ligakampe, end tilfældet er netop nu.
Lad mig lige slå fast, at jeg ikke køber argumentet med, at det ikke kan lade sig gøre. Selv med en anstrengt og pakket årskalender skal der findes løsninger til fælles bedste.
Kan det betyde, at landsholdet – enkelte gange – prioriteres over klubholdet? Ja, selvfølgelig. Det er en del af hele tænkningen. Tiden er knap. Derfor foreslår jeg samling i forbindelse med Final-4-stævnet i Santander Cup, der spilles i Dokken i Esbjerg, og hvor der er tradition for samling for håndboldfolket.
Det er lige før, nytåret er en realitet. Sikke en nytårsgave det ville være, når meddelelsen om, at landstræneren var i positiv dialog med samtlige ligaklubber om et tættere samarbejde.
Endnu mere passion, Klavs Bruun
For at få bilen sikkert gennem vinteren – nu når nattefrosten for alvor har tag i land og folk - rettes sidste tjekfokus på DHF og landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Tiden er kommet til, at landstræneren i langt højere grad bliver stemmen og inspirationen, der skal løfte den skude, der tog alt for meget vand ind i Frankrig. Klavs Bruun Jørgensen er et passioneret menneske, men jeg ønsker endnu mere passion, så dansk kvindehåndbold kan komme tilbage på det niveau, der desværre hører fortiden til.
I samråd med sportschef Morten Henriksen må der kigges grundigt på strukturen omkring udvikling generelt, talentarbejdet, den aldersrelaterede træning med meget mere. Jeg ved, at der ligger mange gode og grundige overvejelser i dette arbejde.
Fakta – der var den ubehagelige størrelse igen – er, at de mange gode tanker til trods så producerer dansk kvindehåndbold for få af de typer og kompetencer, der indledte denne kommentar.
Tiden er til handling. Landstræneren og hans stab skal op i et helt andet tempo, hvis kvindelandsholdet skal tilbage i den europæiske top.
Klavs Bruun Jørgensen hverken kan eller skal gøre det alene.
Alle kvindehåndboldens interessenter bør skrue tempoet op og sætte fællesskabet i højsædet.
Manglende service skal ikke igen bringe Sandra Toft & co. i uføre.