Finalist hyldes for at bære skadet modstander af banen

Efter hollandske Jessy Kramer vred om på anklen i EM-semifinalen, blev hun båret fra banen af en fransk spiller.

De franske spillere var egentlig stukket afsted i et kontrastød, da Grace Zaadi modtog bolden og stoppede op. 

- Frankrig vælger faktisk at vise sportsmanship. Det er de franske spillere, der vender sig om og signalerer til dommeren, at en spiller skal tilses, lød det fra Thomas Kristensen under kommenteringen.

Årsagen skulle findes i den anden ende af banen, hvor hollandske Jessy Kramer havde lagt sig i fosterstilling på kanten af det franske målfelt.

Ved siden af sad den franske målvogter Laura Glauser på hug. Sammen med en tililende mand fra den hollandske stab bar Glauser den forpinte hollænder fra banen.

En gestus der ifølge Aftonbladet blev lovprist af en svensk kommentator. 

- Meget sportsligt af Glauser. Det ser vi ikke ofte i andre idrætter, lød det fra Claes Hellgren.

- Jeg ville gerne se det i en fodboldkamp mellem Barcelona og Real Madrid.

Slidte hollændere

Tv-billederne afslørede, at Jessy Kramer vred om på sin venstre ankel.

Ligesom holdkammerat Martine Smeets bliver hun ikke klar til søndagens bronzekamp mod Rumænien. 

- Vi har et par spillere, der ryger ud nu, og det ser ud til, de er færdige. Det er sgu lidt træls, at vi får to skader på det her, sagde Hollands landstræner Helle Thomsen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Lige nu må vi bare se, om vi kan samle syv spillere, for de er fandeme slidte.

Lørdag er en TTH-spiller blevet indkaldt til det hollandske landshold.

Se kampen om EM-bronze mellem Holland og Rumænien søndag klokken 14 på TV 2 og TV 2 PLAY.