Håndbold

Ny turneringsstruktur tilgodeser de bedste spillere: - Det er skønt

En topspiller som Mikkel Hansen kommer til at have længere pause mellem sæsonerne. ANTONIO BRONIC / Ritzau Scanpix

Håndboldens internationale klubturneringer kommer i helt nye udgaver, og landsholdsspillere får længere sommerpause.

Håndboldens største klubturneringer ser markant anderledes ud fra 2020.

Det europæiske håndbolforbunds (EHF) eksekutivkomité har nemlig godkendt nye strukturer.

Samtidig bliver de landskampe, der normalt spilles i juni, rykket frem. Det skriver EHF i en pressemeddelelse.

- Det er virkelig skønt, at forbundet efter længere tids pres fra både spillere og trænere efterkommer, at der er et alt for tungt kamppres, og at det kan medføre for mange skader. Jeg synes, det er rigtig fedt, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson. 

Landskampene bliver i stedet spillet i slutningen af april og starten af maj. På den måde får de bedste spillere en længere sommerpause, hvilket skal hjælpe dem til at restituere ordentlig mellem sæsonerne.

- Det kommer til at have en fin betydning på den måde, at der ikke er spidsbelastning i lige så lang en periode. Det vil gavne spillerne, men hvor meget kan jeg ikke sige. Det må vi lade tiden vise, lyder det fra Svensson, der også byder ændringerne i de internationale klubturneringer velkommen.

- Jeg synes, det er interessant og spændende, og det er også med til at gøre EHF Cuppen (der fra 2020 skal hedde European Handball League, red.) endnu mere værd.

Få overblikket over de nye turneringsstrukturer her:

Ny udgave af Champions League

Ændringerne træder i kraft fra sæsonen 2020/2021 og gælder for både damer og herrer:

  • 16 hold deltager

Antallet er ingen ændring for kvindehåndbolden, men for herrerne bliver feltet skåret kraftigt ned. I den nuværende struktur deltager 28 hold i herrehåndboldens mest prestigefyldte klubturnering.

Det er til gengæld nyt for begge, at det indledende gruppespils struktur er ændret. Nu kommer det til at bestå af:

  • 2 grupper med 8 hold i hver 

De to bedste hold i hver gruppe går direkte videre til kvartfinalerne, mens de to ringeste ryger ud efter gruppespillet. De resterende klubber parres på tværs af de to grupper i en playoff-runde, hvor de spiller om at komme med i kvartfinalerne.

Fire hold avancerer fra playoff-fasen og møder de fire hold, der blev etter og toer i det indledende gruppespil, i kvartfinalerne. Vinderne her er klar til Final 4.

Her er den nye struktur illustreret:

Sådan ser Champions League-strukturen ud fra 2020.

EHF Cup skifter navn

Ændringerne træder i kraft fra sæsonen 2020/2021 og gælder for både damer og herrer:

  • Kommer til at hedde European Handball League

Herrernes udgave

Ændringerne træder i kraft fra sæsonen 2020/2021 og gælder kun for herrer:

  • 24 hold deltager 
  • 4 grupper med 6 hold i hver

De to ringeste hold ryger ud efter gruppespillet, mens de fire øvrige mødes i ottendedelsfinalerne. 

Her er den nye struktur illustreret:

Sådan kommer European Handball League - den nye udgave af EHF Cup - til at se ud

Damernes udgave

Ændringerne træder i kraft fra sæsonen 2020/2021 og gælder kun for damer:

  • 16 hold deltager 
  • 4 grupper med 4 hold i hver

De ringeste hold ryger ud efter gruppespillet, mens de to bedste går videre til kvartfinalerne. Strukturen er altså en komprimeret udgave af herrernes - uden playoff-runden. 

Her er den nye struktur illustreret:

Sådan kommer European Handball League - den nye udgave af EHF Cup - til at se ud.

Også Challenge Cup bliver ændret.

Turneringen overtager navnet EHF Cup, og både damernes og herrernes udgave kommer til at bestå af 32 hold, der mødes på knock out-basis.