Håndbold

Helle Thomsen stopper som hollandsk landstræner

Helle Thomsen har vundet tre slutrundemedaljer med Hollands landshold. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Helle Thomsen, som har stået i spidsen for Hollands landshold siden 2016, skal ikke længere være træner for de orangeklædte.

Hollands bronzemedaljer fra EM i Frankrig bliver de sidste af slagsen med den danske træner Helle Thomsen som cheftræner.

Det står klart, efter at parterne ikke har forlænget den nuværende aftale, som udløber i slutningen af januar næste år. Det meddeler det hollandske håndboldforbund torsdag aften.

- Vi takker Helle for sit hårde arbejde og for at vinde flotte medaljer. Vi ønsker hende al succes med sine nye planer i fremtiden, siger teknisk direktør, Paul van Gestel.

Årsagen er ifølge ham, at de ikke kan leve op til hendes store ambitioner. Dette bekræfter Helle Thomsen også.

- I bund og grund har det ikke noget med at gøre, at vi ikke kunne nå til enighed. Jeg er bare for ambitiøs og målrettet, siger Helle Thomsen til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg vil gerne skabe den optimale udvikling, og i ledelsen ser vi måske ikke helt ens på de forhold, og det er fair nok. 

Under EM-slutrunden var hendes kontraktudløb et tema, og her kastede hun selv snakken til hjørnekast.

- Jeg vil selvfølgelig gerne fortsætte, men der er også nogle ting, som man skal have styr på, hvis man skal fortsætte. Jeg har også nogle krav til forbundet, hvor der er nogle steder, jeg gerne vil have, at de skal steppe op. Så det må vi se i januar, sagde Helle Thomsen til TV 2 SPORT den 9. december.

Nordjyden begyndte som landstræner for Holland i 2016, og siden er det blevet til sølvmedaljer ved EM i 2016 og bronzemedaljer ved VM i 2017 og EM i år. 

Spillere ville have hende til at fortsætte

I sin tid som landstræner har Helle Thomsen også gjort indtryk på flere af de hollandske spillere. Blandt andre en af verdens bedste håndboldspillere Nycke Groot, som under EM ikke lagde skjul på, at hun gerne så den danske træner fortsætte.

Vil du gerne have, at hun fortsætter?

- Ja, selvfølgelig vil jeg gerne det, siger Nycke Groot.

-  Hun er meget struktureret og en meget engageret træner. Hun er taktisk utrolig dygtig. Jeg håber virkelig, at kontrakten bliver forlænget hurtigst muligt.

Også Lois Abbingh var glad for Helle Thomsens måde at være på som landstræner.

- Hun er en dejlig person at arbejde sammen med. Der er et godt samarbejde mellem træneren og spillerne.

Men det slutter altså her. Helle Thomsen er til daglig klubtræner i norske Molde, hvor den hollandske landsholdsspiller Martine Smeets er på kontrakt.