VM håndbold

Dansk VM-modstander må undvære stjernespiller

Det tunesiske håndboldlandshold må klare sig uden Amine Bannour ved den kommende VM-slutrunde.

Når Afrikas bedste håndboldnation løber på banen i Jyske Bank Boxen i Herning, bliver det uden den store stjerne på højre back.

Amine Bannour er nemlig ikke en del af den trup på 18 mand, som landstræner Toni Gerona har udtaget. Bannour har pådraget sig en lårskade.

Dermed kommer verden ikke til at opleve 'Den tunesiske hammer', der ved den seneste VM-slutrunde i 2017 blev nummer tre på den samlede topscorerliste med 45 mål. Det blev kun overgået af Kiril Lazarov (50 mål) og Sérgio Lopes (48 mål).

I denne sæsons Champions League er Bannour topscorer for sit rumænske klubhold Dinamo Bucuresti, hvor han har scoret 52 mål.

Tunesien er i gruppe C ved slutrunden. Her møder de Danmark i anden kamp 12. januar.

VM begynder 10. januar, hvor Danmark møder Chile. Tunesien må vente med at komme i aktion til 11. januar. Her møder de tidobbelte afrikanske mestre Norge.