Toft skadet og ude i to uger

16x9
Henrik Toft Hansen kommer til at skulle se på, når de andre træner i landsholdslejren. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldlandsholdets Henrik Toft blev skadet under træningen torsdag og risikerer en pause på to uger.

Danmarks håndboldlandshold kan komme til at stille svækket op, når VM på hjemmebane begynder i næste uge. 

Således blev den stærke streg- og forsvarsspiller Henrik Toft skadet i forbindelse med træningen torsdag.

Ifølge Dansk Håndbold Forbunds (DHF) presseafdeling kan skaden holde ham ude i to uger, men man håber, at han kan komme sig på kortere tid. 

Toft er selv usikker på, hvor længe han er ude.

- Det er en fiberskade, som gør, at jeg desværre ikke kommer ind på håndboldbanen lige nu. Det er noget, der tager lidt tid. Det er lidt svært at sætte en helt præcis tidshorisont på omkring fiberskader, men jeg arbejder lidt med det, og så håber jeg på, at der er fremskridt fra dag til dag, og så må vi se, hvornår jeg præcis er klar.

Hvordan opstod det?

- Det var i løbet af træningen. Lige pludselig mærker jeg et riv i lysken. Og så kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet, der ikke helt var, som det skal være og ikke en helt god følelse omkring det. Nu har jeg fået behandling, og har fået scannet området også. Og så har vi fået lidt mere svar på, hvad det helt præcist er, og hvor slemt det er. Derfor har vi også sagt, at forhåbentlig kan det se bedre ud i løbet af fjorten dage, men som sagt er det de kommende dage, der helst skal være nogle fremskridt.

Så der er forhåbninger i forhold til at komme i spil til VM?

- Jamen det har jeg da forhåbninger om stadigvæk. Selvfølgelig er det ikke optimalt, i og med at der er træningskampe, der går i gang nu, og om en uge starter turneringen. Så på den måde er det ikke optimalt at rende rundt med en fiberskade. Men der er et godt behandlerteam omkring landsholdet, og jeg håber og tror på, at jeg nok skal være klar på et eller andet tidspunkt. Men hvornår, det er svært at sætte horisont på.

Hvilke tanker, da du fik meldingen?

- Da det skete, gik der selvfølgelig mange tanker gennem hovedet. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke kunne fortsætte træningen, og så kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne træne dagen efter. Og det sætter selvfølgelig nogle tanker i hovedet, i og med at januar måned har været et stort kryds i kalenderen i lang tid, og derfor er det også ekstra ærgerligt at have en fiberskade i starten af januar.

Skaden behøver altså ikke at betyde et farvel til VM for Toft. Turneringen begynder for Danmarks vedkommende om en uge i København, og er han klar efter to uger, kan han stadig være med i mellemrunden samt eventuelle finalekampe. 

Heller ikke Mikkel Hansen, der til daglig er klubkammerat med Henrik Toft i franske PSG, er med i torsdagens kamp. 

Han har fået fri fra VM-lejren på grund af en forestående familieforøgelse.