VM håndbold

VM-finalen er udsolgt allerede inden turneringen er begyndt

VM i Damnark kan blive en festlig omgang. Tidligere har der i hvert fald været gang i den på tribunerne i Herning og København.

Dansk Håndbold Forbund kan tænde de røde lamper ved flere VM-kampe. Alle billetterne til finalen er eksempelvis afsat.

UDSOLGT.

Det er meldingen, hvis man forsøger at købe billet til VM-finalen i håndbold. Samtlige 15.000 billetter er afsat med under en uge til VM begynder, bekræfter Dansk Håndbold Forbund over for TV 2 SPORT.

Dermed kan billetkøberne til finalen få en ambivalent oplevelse ved finalen i Herning. På den ene side er de sikre på at opleve den ultimative kamp fra nærmeste hold. På den anden side kan de komme til at se en VM-finale, hvor de vil ærgre sig over, at deres favorithold ikke kom med.

Allerede nu er ventelisten til finalebilletter så lang, at DHF forventer, at eventuelle overskudsbilletter bliver afsat via den vej. Dermed skal man ikke forvente, at der kommer flere billetter til salg til VM-finalen.

Det skal man heller ikke ved Danmarks åbningskamp mod Chile, hvor 12.500 billetter er afsat til Royal Arena i København.

Efter den kamp spiller Danmark resten af gruppekampene i ’Boxen’ i Herning, hvor kapaciteten er 15.000 tilskuere. Her er der udsolgt til Danmarks sidste gruppekamp mod Norge den 17. januar.

Der er stadig billetter at købe til de øvrige kampe mod Tunesien, Saudi Arabien og Østrig.

Inden VM spiller håndboldherrerne en sidste testkamp. Det sker søndag klokken 16.10 mod Ungarn. Se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.