VM håndbold

18-årigt norsk talent viste storspil i VM-testkamp

Den norske teenager Alexander Blonz fik landsholdsdebut lørdag, og det blev en succesfuld oplevelse.

Når Danmarks grupperivaler fra Norge spiller ved VM, kan det være en god ide at holde øje med en 18-årig fløjspiller, som til daglig slår sine folder på det næsthøjeste niveau i norsk håndbold for Viking.

Navnet er Alexander Blonz, og lørdag spillede han en afgørende rolle i testkampen mod Holland forud for VM. Her gav Norges landstræner, Christian Berge, den unge spiller landsholdsdebut, og det kom han ikke til at fortryde.

Med syv scoringer blev han holdets topscorer i 36-29-sejren over Holland. Kampen brugte den unge spiller på at lukke munden på kritikerne og overbevise alle om, at han fortjener pladsen i truppen, selvom han blot spiller i landets næstbedste række.

- Det var virkelig fedt, at det gik så godt. Jeg var lidt nervøs ved det første skud, siger Alexander Blonz til VG.

Med sin gode landsholdsdebut er forhåbningerne om VM-minutter i den lange turnering blevet forstærket; det samme er chancerne, hvis man skal tolke ud fra landstrænerens rosende ord.

- Han er frygtløs, er fræk, har en vanvittig træningsmoral og har den attitude, jeg har ledt efter, siger Christian Berge.

Nu må tiden vise, om han kan fortsætte med at imponere, når kampene af betydning kommer. Lige nu er én ting sikker: Han udlever i øjeblikket sin håndbolddrøm i en tidlig alder.

- Forundret dreng (18) åbnede sin julegave ti dage for tidligt, skrev han på sin Instagram-konto, da det stod klart, at han skulle til VM.

Inden mesterskabet har Blonz og Norge en testkamp mod Brasilien søndag.