VM håndbold

Landsholdet har tre mål med sidste VM-test

Nikolaj Jacobsen og håndboldherrerne spiller søndag den sidste VM-test.

Danmarks håndboldherrer spiller søndag eftermiddag den sidste kamp inden VM begynder. Ungarn er nok engang modstanderen.

Se Danmark spille sin sidste testkamp inden VM mod Ungarn med kampstart klokken 16.10 søndag på TV 2 og TV 2 PLAY.

Det lignede en ulige leg, da Danmark bankede Ungarn torsdag aften. Som når de ældste børn beslutter sig for at overtage sandkassen fra yngste.

Med 33-19 var Danmark på alle parametre bedre end Ungarn, og den følelse skal fastholdes efter søndagens testkamp. Det er et af tre overordnede mål med den sidste kamp inden VM-slutrunden begynder.

Ud over at fastholde vinderfølelsen vil håndboldherrerne vise omverdenen, at de er klar til VM på hjemmebane, og så skal forsvaret lige spilles igennem en sidste gang.

Det fortæller tre gange Nikolaj i form af Øris, Markussen og landstræner Jacobsen.

Øris: - Vi håber, vi kan blive ved med at køre videre fra den første kamp. Vi har trænet lidt andre ting siden den første kamp, og måske kan vi bruge nogle alternativer, hvis Ungarn griber det anderledes an. Vi skal vise over for Danmark, at vi er klar, når VM begynder.

Markussen: - Vi vil gerne gå ind til slutrunden med en god fornemmelse. Det gør vi bedst ved at buldre derudaf, ligesom vi gjorde i den seneste kamp. Vi skal lægge en masser energi i det og få en god oplevelse.

Jacobsen: - Defensivt skal vi give Simon Hald og Anders Zachariassen nogle minutter ved siden af Henrik Møllgaard. Nu hvor Henrik Toft er ude, er det vigtigt, at de er køreklar, når VM starter.

- Ellers skal vi bygge videre på de ting, vi har arbejdet med. Mange af tingene så godt ud i torsdags mod Ungarn, men nu har de haft mulighed for at forberede sig lidt, så jeg går ud fra, vi får lidt sværere arbejdsbetingelser på søndag.

Danmarks sidste VM-testkamp vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Kampen begynder søndag klokken 16.10.

VM-premieren mod Chile spilles torsdag den 10. januar klokken 20.15 på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele VM-sendeplanen her.