VM håndbold

- Hvis Danmark skal langt, skal debutant spille et stort VM, siger Jacobsen

Nikolaj Øris får sin slutrundedebut, når Danmark møder Chile på torsdag.

Nikolaj Øris er førstevalget på højreback på landsholdet oplyser den danske landstræner.

Med en skadet Niklas Kirkeløkke ude af VM bliver det to debutanter, som skal kæmpe om spilletiden på højre back

Størstedelen af spilletiden kommer som udgangspunkt til at gå til Bjerringbro-Silkeborgs Nikolaj Øris. Det fortalte den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, på onsdagens pressemøde.

Her lagde Jacobsen også vægt på, at holdet er afhængig af Øris for at komme langt til VM.

- Jeg håber og tror, Nikolaj får en rigtig stor rolle. Det er han tiltænkt. Specielt nu hvor Kirkeløkke desværre ikke er med. Lige nu er Nikolaj førstevalget på højre back, og jeg tror, at hvis vi skal have en rigtig god turnering, så skal Nikolaj også spille en god turnering, siger Jacobsen til TV 2 SPORT.

Onsdag trænede landsholdet for første gang i Royal Arena, inden de torsdag tager hul på turneringen i samme hal.

Her kunne Øris så småt begynde at mærke det krible i maven.

- Det er ved at gå op for en, at nu nærmer det sig. Nu fik jeg set rammerne i Royal Arena, så spændingen begynder at brede sig, siger højrebacken, som ikke tror, han får svært ved at blive mentalt klar til kampene.

- Det er altid fedt at spille landskampe. Når man har sunget nationalsangen sammen med en propfyldt hal, så synes jeg ikke, det er så svært at motivere sig bagefter. Det kommer meget af sig selv. 

Gavnligt med 12 dages træning

Mens Øris tidligere har brugt januar måned på at træne i klubben og se landskampene fra sofaen, skal han nu pludselig vænne sig til at være en central del af holdet.

Efter et intensivt træningsforløb med landsholdet, der begyndte før nytår, er han dog rolig ved tanken.

- Det har været meget lærerigt. Min landsholdskarriere hidtil har været at komme ind i nogle perioder, men jeg tror, det har været meget gavnligt for mig at have de her 12 dage, hvor vi har trænet, så man har fået styr på det taktiske. Så jeg føler mig mere inde i spillet, fortæller 32-årige Øris.

På højre back skal Øris dele spilletiden med Martin Larsen, som kom med som erstatning i stedet for Kirkeløkke.

- Det bliver selvfølgelig en sindssyg oplevelse. Der kommer 15.000 i Royal Arena på hjemmebane, så jeg glæder mig bare til at være en del af det og oplevelsen, siger Martin Larsen.

Danmark møder i første kamp Chile. Kampen, som spilles torsdag klokken 20.15, kan ses på TV 2.