VM håndbold

Den store danske VM-fordel: Så ofte kommer en VM-vært i semifinalen

Hans Lindberg og Henrik Toft Hansen kan med ophøjet ro se på statistikkerne.

De seneste syv VM-slutrunder i træk er værterne kommet i semifinalen. Fansene skal bære Danmark frem til medaljer.

De danske håndboldherrer har aldrig vundet et VM, men chancerne bliver næppe nogensinde større end til den forestående slutrunde. 

For ikke bare kan Danmark lige nu stille et af de stærkeste danske landshold nogensinde. Landstræner Nikolaj Jacobsen og hans spillere har også - sammen med Tyskland - fordelen af at spille på hjemmebane. Og det er en fordel, der er lige så stor, som Nikolaj Øris' skæg er langt.

Ikke siden 2003 - altså i 16 år - er det sket, at en VM-vært ikke er nået mindst til semifinalerne. I 2003 blev værterne fra Portugal blot nummer 12, men ved de syv efterfølgende VM-slutrunder er værterne hver gang minimum blevet nummer fire. 

VM-værters placering

2017: Frankrig – guld
2015: Qatar – sølv
2013: Spanien – guld
2011: Sverige – nummer 4
2009: Kroatien – sølv
2007: Tyskland – guld
2005: Tunesien – nummer 4
2003: Portugal – nummer 12
2001: Frankrig – guld
1999: Egypten – nummer 7
1997: Japan – nummer 15
1995: Island – nummer 14
1993: Sverige – bronze
1990: Tjekkoslovakiet – nummer syv
1986: Schweiz – nummer 11
1982: Vesttyskland – nummer syv
1978: Danmark – nummer fire
1974: DDR – sølv
1970: Frankrig – nummer 12
1967: Sverige – nummer 5
1964: Tjekkoslovakiet – bronze
1961: Vesttyskland – nummer fire
1958: DDR – bronze
1954: Sverige – guld
1938: Tyskland - guld

Fem af de syv gange er værtskabet endda endt med medaljer - og ved tre af de seneste seks verdensmesterskaber har hjemmeholdet til sidst løftet VM-pokalen i konfettiregn og skrålet med på Queens legendariske nummer "Were Are The Champions". 

De sidste 5-10 procent

René Toft Hansen er en af de danske spillere, der har prøvet at spille en slutrunde på hjemmebane før. Det var i 2014, hvor Danmark var vært for EM og spille i Jyske Bank Boxen i Herning. 

- Jeg kan huske, hvordan vi nærmest blev båret frem i mange af kampene. Vi ved alle, hvad det betyder at have tilskuerne i ryggen, og det er noget, vi alle ser frem mod, siger René Toft Hansen til TV 2 SPORT. 

- Der vil komme modgang under en slutrunde, så vi har brug for al den opbakning, vi kan få. Og der er det jo netop en fordel, når man har hjemmebanen, at de kan hjælpe i de perioder, hvor det måske ikke lige spiller. De kan hjælpe til, at vi får vendt det igen, mener den danske forsvarsstyrmand, der fik en EM-sølvmedalje med hjem i 2014 efter et finalenederlag til Frankrig.

Danmark spiller torsdagens åbningskamp mod Chile i Royal Arena i København, men derefter kører det danske hold over Storebælt og får igen Boxen på i det midtjyske som hjemmebane i resten af gruppespillet. 

- Vi er godt klar over, at der er forventninger, og det er et pres. Men det er også fedt – folk forventer jo kun noget, fordi de synes, vi er dygtige, mener Mads Mensah Larsen, der også spår, at hjemmebanen kan få afgørende betydning for Danmarks VM-chancer.

- De sidste 5-10 procent tror jeg på, vi kan få af at være på hjemmebane. Så så længe vi husker at arbejde stenhårdt for tingene og husker på, at der ikke er noget, der kommer af sig selv, tror jeg på, at vi har rigtig fine muligheder, siger den danske bagspiller. 

Danmark har én gang tidligere været vært for en VM-slutrunde. Det er 41 år siden - i 1978 - hvor Danmark endte som nummer fire. 

Se Danmark-Chile på TV 2 og TV 2 PLAY klokken 20.15