VM håndbold

- Danmark har kæmpe fordel i den anden VM-kamp, siger Lauge

Rasmus Lauge og Danmark vandt åbningskampen mod Chile med 23 mål.

Danmark og Tunesien 'lader op' til deres VM-møde med vidt forskellige programmer. Danskerne skulle træne, mens tuneserne skal spille kamp.

De danske håndboldherrer løber på banen til den anden gruppekamp med en stor fordel, der trods den flotte opbakning i åbningskampen faktisk ikke har noget med tilskuere at gøre. 

Som værtsnation spillede Danmark sin første kamp allerede torsdag, mens Tunesien først tager hul på slutrunden fredag aften. Det har giver danskerne et helt døgns længere kamppause end tuneserne, der kun når at hvile sig i cirka 22 timer efter mødet med Norge fredag aften.

- Det er en kæmpe fordel for os, siger Rasmus Lauge til TV 2 SPORT.

- Det kunne vi snakke længe om, kampprogrammet, men det gider jeg ikke gå ind i igen. Vi ved alle, det er en håbløs sag – men det er da en kæmpe fordel for os. Selvfølgelig er det det.

Den danske playmaker ser især muligheder i kontraspillet.

- Vi skal løbe så meget med dem, vi kan. De løber en my bedre hjem end Chile, men vi skal bare fortsætte som i den første kamp.

Nabohjælp fra Norge?

Også Mads Mensah glæder sig over, at Danmark har omkring 46 timers kamppause mellem VM-kamp nummer et og to.

- Det betyder forhåbentlig, vi har lidt friskere ben, end de har. Norge kan godt lide at løbe, så mon ikke de får nok at se til senere i aften.

Tunesiens første kamp fløjtes i gang fredag klokken 20.30. På det tidspunkt har danskerne for længst overstået fredagens træning. Den begyndte allerede klokken 17.

Landstræner Nikolaj Jacobsen vil ikke gætte på, hvor vidt det er en fordel, at hans spillere får en længere pause end modstanderne i den anden gruppekamp. Han hæfter sig blot ved, at det er et ganske normalt hensyn til værtsnationerne ved store slutrunder.

- Sådan har det altid været, så jeg tænker ikke, det er noget nyt. Om jeg synes det er godt eller skidt, det ændrer ikke noget.

Danmark – Tunesien begynder lørdag klokken 20.15. Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.