Verdensmestrene viste svaghedstegn - få overblikket over fredagens VM-opgør
Få overblikket over alle dagens resultater ved VM i håndbold.
Åbningsdagen for årets VM bød på storsejre til begge værtsnationer. Først vandt Tyskland over Korea i Berlin, så knuste Danmark Chile i Royal Arena.
Andendagen er knap så kampfattig. Hele 10 opgør afgøres fredag, og du kan få overblikket over udfaldene af dem alle her i artiklen.
Se stillingen i alle fire VM-grupper her.
Brasilien 22-24 Frankrig
Stik mod forventning skulle de forsvarende verdensmestre fra Frankrig bruge en del tid på at opbygge en komfortabel føring mod Brasilien. Og bedst som franskmændene så ud til at have rystet startnerverne af sig, bed brasilianerne fra sig og udlignede med knap 10 minutter igen.
Til slut afviste Frankrig ganske vist truslen og tog den forventede sejr, men det skete ikke med den forventede overlegenhed og elegance.
Egypten 24-27 Sverige
Også svenskerne, der slog Danmark ud og vandt sølv ved sidste års EM, havde visse problemer i holdets premierekamp ved VM. Sverige så længe ud til at have styr på egypterne, men i slutningen af opgøret udlignede Egypten, og så var der pludselig spænding om resultatet.
Den punkterede Sverige imidlertid i de døende minutter, og den svenske sejr kom derfor ikke for alvor i fare.
Bahrain 23-33 Spanien
Det var på papiret en overkommelig opgave, der ventede mægtige Spanien i holdets første kamp ved VM. Og der var ingen slinger i valsen for spanierne, der vandt EM sidste år.
Europamestrene førte fra start til slut mod Bahrain. I de sidste minutter lukkede holdet et par mål ind uden selv at score, men Spanien vandt alligevel overbevisende med hele 10 mål.
Tunesien 24-34 Norge
Tuneserne, der møder Danmark lørdag, kom fornemt fra start, da Oussama Boughanmi scorede kampens første mål, men derefter stod der Norge på det meste. I sidste ende tog nordmændene da også en sikker sejr over den nordafrikanske nation.
Dermed tyder meget på, at vi får det forventede nordiske opgør om førstepladsen i gruppe C (mellem Danmark og Norge).
Serbien 30-30 Rusland
Kampen mellem Serbien og russerne var helt tæt langt henad vejen. Serberne lagde godt fra land og kom hurtigt foran med tre mål, men Rusland tillod dem aldrig at stikke af. Derfor var det helt tæt i slutminutterne, og dramaet fandt aldrig en vinder.
Argentina 25-25 Ungarn
Med en ungarsk 4-0-føring efter 10 minutter lignede det længe en pligtsejr til Ungarn, men Argentina ville det anderledes, og de kæmpede sig tilbage i opgøret. Med et minut til slutfløjt scorede Pablo Simonet til argentinsk etmålsføring, men Mate Lekai reddede Ungarns ære med en udligning i de døende sekunder.
Island 27-31 Kroatien
Dagens vel nok største opgør stod mellem Island og Kroatien, der begge har for vane at være med helt fremme ved håndboldslutrunderne. Kampen var ganske lige, men til sidst gik klappen ned for Gudmundur Gudmundssons islændinge, og så vandt kroaterne med fire mål.
Saudi Arabien 22-29 Østrig
I Danmarks gruppe skulle Saudi Arabien og Østrig møde hinanden. Efter en helt lige indledning levede østrigerne op til favoritværdigheden og tog en sikker sejr.
Opgørets mest dramatiske situation opstod kort før pausen, da en spiller måtte forlade banen efter en voldsom tackling. Læs mere om den hændelse her.
Angola 24-23 Qatar
De tidligere OL-sølvvindere fra Qatar kom bedst fra start mod undertippede Angola, men det qatarske landshold formåede ikke at fastholde momentum. Efter fire minutter overtog angolanerne føringen, og den fastholdt de det meste af kampen.
Mod slutningen bragte Qatar ny spænding i opgøret, men Rafael Capote og holdkammeraterne var hele tiden på hælene. Derfor vandt Angola en smal og yderst overraskende sejr, der positionerer den afrikanske nation som foreløbig etter i gruppe D.
Japan 29-38 Makedonien
Første kamp i slutrundens gruppe B betød en sikker sejr til det makedonske landshold. Modstanderen Japan bragte sig ellers foran i første minut, men siden så Makedonien sig ikke tilbage.
Den østeuropæiske nation sikrede sig dermed en ideel start på VM.Topscorer blev ikke overraskende den makedonske stjerne Kiril Lazarov, der scorede otte gange i kampen.