VM håndbold

Nikolaj Jacobsen laver overraskende udskiftning - ekspert er chokeret

Landstræner Nikolaj Jacobsen har set sig nødsaget til at skifte Hans Lindberg ud af VM-truppen efter bare en enkelt kamp.

VM-slutrunden fik en fantastisk start for Danmark, da de sendte Chile til tælling i første gruppekamp, men nu har det hele taget en overraskende drejning.

Lørdag morgen har Nikolaj Jacobsen foretaget sin første af i alt tre tilladte ændringer i Danmarks VM-trup. Hans Lindberg er skiftet ud, og i stedet skrives BSV-fløjen Johan Hansen ind blandt de 16 spillere på holdkortet.

Jeg fik en klump i maven, da jeg hørte det. Specielt på Hans Lindbergs vegne og hans alder taget i betragtning

Claus Møller Jakobsen

Rutinerede Hans Lindberg scorede ellers kampens sidste mål i storsejren mod Chile. Ifølge Dansk Håndbold Forbund er det et sammenstød med en chilensk spiller undervejs i åbningskampen, hvor Lindberg pådrog sig en mindre skade. Derfor har landstræneren i samråd med den medicinske stab omkring landsbesluttet besluttet at skifte ud.

- Vi er alle meget overraskede og undrer os over, hvilken situation det har været. Lindberg spillede kampen færdig, og der var ingen snak om Lindberg efter kampen. Så jeg er ret chokeret over det her lige nu, lyder den umiddelbare reaktion fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen, der på ingen måde havde forudset den udskiftning:

- Det er en alvorlig og ærgerlig udskiftning. Det stiller Nikolaj Jacobsen i en vanskelig situation, fordi han gerne vil skifte Henrik Toft Hansen ind i truppen senere, når han forhåbentlig bliver klar. Så tør han nok ikke bruge flere udskiftninger, for skulle der ske noget med en målmand, skal den sidste plads holdes åben. Dermed tyder alt på, han er låst, og den sidste indskiftning kun kan blive Henrik Toft, hvis han bliver klar.

Lindbergs farvel til landsholdet?

I dagene op til VM-slutrunden var der i forvejen sat spørgsmålstegn ud for 37-årige Lindberg, der havde kæmpet med en forstrækning i foden. Den skade var han dog blevet kvit:

- Jeg har det godt. Jeg var fuldt med til træningen, og det gik godt. Jeg mærkede ikke noget til det, jeg har haft i læggen. Så jeg er rigtig positiv, sagde Lindberg i tirsdags.

Efter første kamp mod Chile slog han igen fast over for TV 2 SPORT, at der ikke var noget at mærke i læggen.

I DHF's pressemeddelelse er meldingen, at Lindberg skal have den nødvendige ro til at blive kampklar igen. Ekspert Claus Møller Jakobsen tvivler dog stærkt på, at Lindberg kommer tilbage og spiller for Danmark under dette VM, ligesom han sætter spørgsmålstegn ved den fremtidige landsholdskarriere:

- Det er superærgerligt for Hans Lindberg. Jeg fik en klump i maven, da jeg hørte det. Specielt på Hans Lindbergs vegne og hans alder taget i betragtning. Jeg kan ikke se, han bliver skiftet tilbage ind i truppen. Det kan være VM, der slutter her for Lindberg, og så må vi se, om det også bliver hans sidste landskamp. Det vil være en ærgerlige måde at slutte en utrolig flot landsholdskarriere, siger Claus Møller Jakobsen.

Han er dog ikke bekymret for, at Lasse Svan nu får et endnu større ansvar på højre fløj, selvom Johan Hansen er skiftet ind i truppen.

Danmark spiller næste gruppekamp mod Tunesien lørdag aften klokken 20.15. Kampen vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.

Her er Danmarks 16 spillere i VM-truppen lige nu:

Målvogtere

  • Niklas Landin, THW Kiel
  • Jannick Green, SC Magdeburg

Stregspillere

  • René Toft Hansen, Vészprem
  • Anders Zachariassen, Flensburg-Handewitt
  • Simon Hald, Flensburg-Handewitt 

Fløjspillere

  • Casper U. Mortensen, FC Barcelona
  • Magnus Landin, THW Kiel
  • Lasse Svan, Flensburg-Handewitt
  • Johan Hansen, Bjerringbro-Silkeborg

Bagspillere

  • Mikkel Hansen, PSG Paris
  • Nikolaj Markussen, Bjerringbro-Silkeborg
  • Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
  • Mads Mensah, Rhein-Neckar Löwen
  • Rasmus Lauge, Flensburg-Handewitt
  • Morten Olsen, TSV Hannover-Burgdorf
  • Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg