Ny storsejr sender Danmark tilbage på førstepladsen
Danmark kørte Tunesien over fra start og vandt sin anden VM-kamp med stor overbevisning. Det endte med en dansk sejr på hele 14 mål.
Det betyder resultatet:
Norge fik tidligere på dagen en storsejr over Saudi-Arabien, men deres førsteplads i gruppe C var kun til låns. Danmarks sejr på 14 mål over Tunesien sender nemlig Danmark tilbage på førstepladsen. Danmark er så godt som sikker på en plads i mellemrunden, men den store målforskel vil kun få betydning i mellemrunden, såfremt Tunesien bliver blandt de tre bedste i gruppen og dermed kommer med i mellemrunden. Se resultater og stillinger her.
Kampens bedste dansker: Rasmus Lauge
Danmarks playmaker spillede en stor rolle, da Danmark inden for de første 20 minutter bragte sig foran med 14-2. Han fortsatte storspillet og lavede syv mål på otte forsøg samt en række assists, før han blev sparet i kampens afslutning.
Det sagde de efter kampen:
- Nikolaj Jacobsen, landstræner: Vi starter rigtig stærkt ud og får lagt et tryk fra start på Tunesien, selvfølgelig godt hjulpet af Niklas Landin i målet, der også tager de frie skud, som gør, at vi får den flyvende start. Jeg synes, det ser fint ud. Tunesien er et godt hold, og vi får lukket kampen forholdsvis hurtigt.
- Niklas Landin, anfører: De bliver nødt til at skifte hele deres startende bagkæde ud i starten, fordi det overhovedet ikke fungerer for dem. Vi ødelægger deres spil og flow. Vi er bare ovenud lykkelige for, at vi kunne starte på den måde, og at det ikke bare var en enlig svale i første kamp.
Referat
Af Lars Bruun-Mortensen, TV 2 SPORT i Jyske Bank Boxen
Hvor længe kan I blive ved, Danmark?
Hvor længe kan I fortrylle 15.000 ellevilde tilskuere og over en million mennesker foran tv-skærmen og skabe drømme om konfettiregn, VM-pokal og en tur på Rådhuspladsen?
Svaret? Rigtig længe og måske et par uger endnu, hvis de danske håndboldherrer fortsætter med at spille som i de første to kampe ved dette VM.
I åbningskampen var det upåagtede Chile, der blev pryglet med 23 mål. Lørdag aften var modstanderen på papiret af langt højere kvalitet, men det var umuligt at se for den utrænede håndboldtilskuer. Tunesien var også klasser under de danske håndboldherrer, der vandt en ny storsejr på 36-22.
En stor gruppe tunesiske tilskuere havde før kampen sat sig på Boxens bedste pladser på langsiden, som andre tilskuere havde billet til, så sikkerhedsfolk måtte bruge meget tid på at få tuneserne dirigeret hen på deres egne pladser.
Men det var også eneste gang, at tunesere gav problemer i Boxen.
Der gik otte minutter og 29 sekunder, før tuneserne overhovedet formåede at passere Niklas Landin – en forrygende godt spillende Landin – i det danske mål. På det tidspunkt havde Danmark allerede scoret syv.
De danske spillere strålede af en enorm spillelyst. Forståeligt nok. Hvem ville ikke have lyst til at levere et show foran 15.000 ellevilde landsmænd, der alle behandler dig som en rockstjerne?
Danmark spillede imponerende flot angrebsspil – anført af en ustyrlig og beslutsom Rasmus Lauge, der enten spillede holdkammeraterne op eller gik den direkte vej selv. Playmakeren stod for syv mål på lige så mange forsøg i de første 30 minutter.
Efter 17 minutter gjorde 200-kampsjubilaren Lasse Svan det til utroligt 13-2, og når så Mikkel Hansen også lige svingede sin højrearm og hamrede en underhånd af en anden verden op i nettaget kort før pausen, var det svært ikke at lade sig begejstre.
Tuneserne spillede sig også frem til chancer, men Niklas Landin stod en sublim første halvleg og lå efter 17 minutters spil med en vanvittig redningsprocent 80. Han sluttede halvlegen på 44, og Danmark blev klappet ud med en pauseføring på 19-10.
Anden halvleg blev, som den slags bliver, når det ene hold fører stort. Nikolaj Jacobsen begyndte at give sine vigtige profiler pause og sendte reserverne i kamp. Tempoet gik ned, og Danmark faldt i niveau – men de var stadig bedst og vandt også anden halvleg.
Bjerringbro-Silkeborg-fløjen Johan Hansen, der var blevet skiftet ind i den danske trup før kampen som erstatning for en skadet Hans Lindberg, kom ind til sin slutrundedebut og fik også lov at opleve, hvordan det er at score foran 15.000 danskere i Boxen, da han gjorde det til 32-19.
Med sejren har Danmark nu fire point efter de første to kampe. Næste modstander er Saudi-Arabien på mandag.