VM-debutant var utrøstelig efter sen afbrænder mod Rusland

Lazar Kukic havde chancen for at sikre Serbien to point i sin første VM-kamp på seniorniveau, men han brændte et frit skud.

En, to, tre, hoppende på det fjerde skridt omkring ti meter fra mållinjen.

Med et hurtigt ryk forbi to russere gav VM-debutanten Lazar Kukic sig selv muligheden for at blive serbernes helt store helt i deres åbningskamp mod Rusland.

Men skuddet 11 sekunder før tid blev reddet af russernes målmand Oleg Grams, og da hornet lød efter 60 minutter, var Kukic utrøstelig.

Både på banen og på bænken var hans hoved bøjet ned mod halgulvet, alt imens holdkammerater og ledere forsøgte at opmuntre ham.

- Jeg havde chancen for at afgøre kampen i min debut i en stor turnering, og afbrænderen ramte mig hårdt, lød det fra Lazar Kukic, da han talte med mediet 24sata.hr.

- Det ramte mig som enhver ung spiller. Jeg gjorde alt rigtigt, og kun bolden manglede at gå i mål, sagde den 23-årige serber til zurnal.rs.

I stedet for serbisk sejr endte kampen 30-30, og det uafgjorte resultat betyder, at Serbien og Rusland foreløbig deler 3.-pladsen i gruppe A med et point hver.

Lazar Kukic kan imidlertid ikke tillade sig at være trist i flere dage. Allerede lørdag aften skal han og holdkammeraterne igen på banen i Berlin, når de møder de dobbelte franske verdensmestre.

Se kampen mellem Serbien og Frankrig direkte på TV 2 SPORT klokken 20.30.

Stillingen i gruppe A

  1. Tyskland (30:19) 2 point
  2. Frankrig (24:22) 2 point
  3. Rusland (30:30) 1 point
  4. Serbien (30:30) 1 point
  5. Brasilien (22:24) 0 point
  6. Korea (19:30) 0 point

Se alle gruppestillingerne her. VM's kampprogram finder du her.