VM håndbold

Casper U. misser Danmarks næste VM-kamp

Danmark er uden Casper U. Mortensen mod Saudi Arabien. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Casper U. Mortensen sidder over, når Danmark møder Saudi Arabien mandag.

Danmark har en mand mindre med til kampen mod Saudi Arabien. Det skyldes, at Casper U. Mortensen bliver sparet. 

- Han har fået et lille tryk på knæet og har lidt væske, så derfor tager vi ingen chancer, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Det var i lørdagens sejr over Tunesien, Casper U. Mortensen fik et 'lille tryk' på knæet. I en pressemeddelelse skriver Dansk Håndbold Forbund, at fløjspilleren landede uheldigt efter en af sine scoringer i kampen.

Casper U. Mortensen er landsholdets førstevalg på venstre fløj. Han har fået en time og to minutters spilletid i de to første VM-kampe, hvor han har scoret 13 mål på 13 forsøg. Det gør ham til Danmarks næstmest scorende spiller i turneringen - kun overgået af Mikkel Hansen. 

Efter begge VM-kampe er den 29-årige fløjspiller blevet tildelt topkarakter af TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, og lørdag aften gav han følgende beskrivelse af Casper U. Mortensens præstation i storsejren over Tunesien: 

- Han er inde i en periode, hvor han er ualmindelig træfsikker. Det kørte så meget for ham, at han også fik sit lob med. En scoring på straffekast blev det også til. Alt i alt en meget, meget fin præstation.

En 'gratis' kamp

Selvom Casper U. Mortensen sidder over, vil landstræneren ikke ofre endnu en udskiftning på at havde to venstre fløje med til mandagens kamp. Han har allerede brugt en af de tilladte tre, da han skiftede Hans Lindberg ud af truppen til fordel for Johan Hansen før kampen mod Tunesien.

- Kampen mod Saudi Arabien er gratis, fordi jeg ikke regner med, at de kommer videre til mellemrunden. Der kan vi eksperimentere en smule mere, end vi kan i de to andre gruppe kampe, fortæller Nikolaj Jacobsen.

- Jeg vil gerne prøve nogle andre opstillinger i midterforsvaret. Og så skal spillere som Anders Zachariassen, Morten Olsen og Nikolaj Markussen have lidt mere spilletid, end de har fået hidtil. 

Kampen mod Saudi Arabien spilles mandag klokken 20.15 i Boxen, Herning. Du kan se stillingen i Danmarks gruppe her.