VM håndbold

Blev skudt i hovedet tre gange: - Jeg kan godt lide det

Björgvin Gustavsson måtte stå model til lidt af hvert i Islands storsejr over Bahrain.

Det sker af og til, at en håndboldmålmand bliver skudt i hovedet, men det ses trods alt sjældent, at samme keeper bliver ramt tre gange i en kamp.

Det var ikke desto mindre, hvad der skete for islandske Björgvin Gustavsson i mandagens kamp mod Bahrain. Men selvom det oftest er en smertefuld oplevelse at blive ramt i ansigtet, var Gustavsson glad for, at det skete.

- Jeg kan godt lide at få bolden i hovedet, for det bringer mine følelser i kog, siger den langhårede islænding til TV 2 SPORT.

Vred på modspiller

Første gang Björgvin Gustavsson blev ramt, udløste det et rødt kort til skytten Mohamed Habib Hasan. Og det var helt på sin plads ifølge målvogteren.

- Det var et dumt skud, men det var egentlig ikke så hårdt. Jeg var mest vred over, at han ikke sagde undskyld. Det var et fortjent rødt kort.

Men bevæger du ikke hovedet en lille smule?

Jeg bevæger det måske en lille centimeter, men det er ikke min afgørelse, svarer Gustavsson smilende. 

Ekspert er uenig

TV 2 SPORTs håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen er ikke enig. Han mener i stedet, det røde kort skulle være givet, da Björgvin Gustavsson blev skudt i hovedet på et straffekast for anden gang i kampen.

- Jeg synes overhovedet ikke, der er rødt kort på det første. Han bevæger sig både, inden skuddet kommer, og i øjeblikket hvor der bliver skudt, forklarer Bruun Jørgensen.

- Andet straffekast kunne til gengæld have givet rødt kort. Jeg synes nærmest, det var mere tydeligt end det første.

Gudmundsson: - Alt for meget

Den islandske landstræner Gudmundur Gudmundsson, der var landstræner for Danmark mellem 2014 og 2017, bakker op om sin målmand. Han mener, det udvisningen var helt i orden.

- Det er uden tvivl rødt kort. Han bevæger sig ikke alt for meget, men han bliver ramt to gange mere i kampen, og det var synd. De rammer ham direkte i ansigtet, og det var alt for meget, lyder det fra Gudmundsson.

Trods de tre skud i hovedet på Björgvin Gustavsson lukkede Island kun 18 mål ind i kampen. Selv scorede Gudmundssons tropper dobbelt så mange, og de sikrede sig derfor holdets første VM-point.