Regler for VM-wildcards ændres - ekspert bakker op, men har ét forbehold

Fremover bliver det værterne for de efterfølgende olympiske lege, der får wildcards til VM-slutrunderne i håndbold.

Tyskland har prøvet det, Norge har også, og ved dette VM er det Japan, der har fået foræret et wildcard til at deltage i turneringen. 

Nu har det internationale håndboldforbund IHF også besluttet, hvem der skal have et wildcard til VM i 2025 og 2027 - og samtidig besluttet nye retningslinjer for uddelingen af wildcards.

Det fremgår af et referat, som TV 2 SPORT er i besiddelse af, fra det seneste møde i IHF Counsil, som er det øverste organ i international håndbold. 

Fremover bliver det det land, der skal være værter for de næste olympiske lege, der får wildcardet til VM-slutrunderne henholdsvis tre og ét år før OL. I 2028 er det Los Angeles, der er vært for sommer-OL, og derfor får USA et wildcard til VM i 2025 og 2027.

Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen, der selv sidder i IHF Counsil, bekræfter beslutningen, der er taget for at fastholde håndbold som en OL-disciplin. 

- Det har også tidligere måske været lidt svært for omverdenen at gennemskue, hvilke kriterier de her wildcards er blevet uddelt efter. Men det bliver gjort tydeligt nu, og det glæder mig, siger Per Bertelsen til TV 2 SPORT. 

Ekspert tager forbehold

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard er positiv over for IHF's beslutning - men har også ét vigtigt forbehold.  

- Jeg forstår godt det kommercielle argument bag og synes også, at hvis der absolut skal uddeles et wildcard, giver det god mening at give det til den kommende OL-vært, når håndbolden gerne vil være en verdensomspændende sport og være på OL-programmet. 

- Men hvad sker der, hvis OL-værten selv kvalificerer sig til VM og derfor ikke behøver et wildcard? Der synes jeg også, der skal være nogle klare retningslinjer for, hvem der så får det wildcard, mener Bent Nyegaard.

I 2024 er det Paris, der er vært for sommer-OL, men da Frankrig er forsvarende verdensmestre i både herre- og damehåndbold, får franskmændene næppe brug for et wildcard til VM i 2021 og 2023. Hvem der i så fald i stedet skal have wildcardet, har IHF Counsil ikke besluttet nogle retningslinjer for. 

Ifølge referatet fra mødet i IHF Counsil er wildcardet til USA i 2025 og 2007 i øvrigt betinget af, at deres håndboldlandshold har "nået et vist niveau". Det er IHF selv, der vurderer, om USA til den tid har det fornødne niveau til at kunne konkurrere til VM.