VM håndbold

Spillerne er enige: De danske tilskuere bliver ekstra vigtige mod Saudi-Arabien

Lasse Svan jubler og bliver tiljublet af begejstrede fans i Boxen i Herning. Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

De danske spillere skal bruge den flotte kulisse i Boxen i Herning til at sætte sig op til at levere en fokuseret indsats mod Saudi-Arabien.

Når Danmark mandag aften går på banen til sin tredje VM-kamp, bliver det endnu engang i rollen som favoritter. Denne gang i udpræget grad, når modstanderen er prygelknaben Saudi-Arabien.

Det betyder, at den danske landstræners fornemmeste opgave bliver at sætte sit mandskab op til kampen og få sine spillere til at fokusere og forblive sultne.

- Det er med at bruge sin motivation og kigge rundt i hallen. Der er en masse mennesker, der kommer og bakker op om os. For dem vil vi selvfølgelig gerne levere en så god kamp som muligt, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

Budskabet om, at de skal tænke på de omkring 15.000 fremmødte fans i Boxen i Herning, lader til at være nået frem til de danske spillere.

- Havde det været en tom hal på udebane, så havde det måske været noget andet. Men nu har vi 15.000 danskere, der gerne vil hjælpe os på vej, og så vil vi selvfølgelig gøre alt for at skabe en god kamp for dem, siger Nikolaj Markussen.

- Det betyder selvfølgelig rigtig meget. Der er ingen tvivl om, at det er lettere at motivere sig selv til at spille foran 15.000 end at spille foran en halvtom arena, siger Mikkel Hansen.

Skal der gøres mere for at være koncentreret mod SA?

- Det kan måske godt være. Men i og med, vi har 15.000 tilskuere, der gejler en op, så gør det tingene noget nemmere. Det har vi også set i de første kampe, siger Morten Olsen.

Starten bliver vigtig

Fælles for Danmarks første to kampe har været, at de har begyndt kampene på fornem vis. Senest mod Tunesien lørdag, hvor danskerne var foran med både 7-0 og 14-2.

Samme gode betingelser håber danskerne på at få mod Saudi-Arabien, som de vil lægge under hårdt tryk fra første sekund.

- Der skal være intensitet fra start, så vi sætter os på kampen, så den er slut ret hurtigt, siger Morten Olsen.

- Vi skal forsøge at gøre lidt som i de andre kampe, hvor vi egentlig bare har fået det afgjort fra start. Vi skal komme buldrende fra start, få hallen med os og give folk en god oplevelse, siger Nikolaj Markussen.

I skrivende stund er det ikke muligt at spille på en dansk sejr hos flere bookmakere, da de simpelthen er for store favoritter.

Danmark skal forsøge at leve op til den enorme favoritværdighed klokken 20.15.