VM-værterne taber 'sensationelt' point i drama
Rusland tog højest overraskende point mod de tyske VM-værter i en dramatisk afslutning.
Tyskland er for første gang ved VM gået fra banen uden to point.
De tyske værter var ellers længe foran mod Rusland, men med en scoring otte sekunder før tid udlignede russerne. Kampen endte 22-22.
- Det er en sensation, lød det fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard under kommenteringen.
Trods pointtabet topper Tyskland fortsat gruppe A, men de franske verdensmestre vipper dem af pinden, hvis de tager den forventede sejr over Korea mandag aften.
Referat // af Ritzau
Forventningerne var skruet op til en tysk sejr, men i slutfasen gik det galt i et dramatisk opgør mellem Tyskland og Rusland ved VM i håndbold.
Efter en føring på fire mål i løbet af anden halvleg blev et ellers lige opgør særdeles spændende i slutfasen, hvor Tyskland satte en føring over styr.
Efter en ganske lige indledning i Mercedes-Benz Arena i Berlin var stillingen 6-6 efter ti minutter, men Dmitrii Zhitnikov bragte russerne foran.
Tyskerne fik dog udlignet, og fejl og hos begge mandskaber betød få scoringer og 7-7 efter et kvarter.
Hele halvlegen var lige, indtil Tyskland et par minutter før pausen skabte sig et forspring på to mål, da Hendrik Pekeler øgede til 12-10, hvilket også blev pausestillingen.
Anden halvleg blev også indledt lige, men tyskerne satte tempoet op og bragte sig foran 15-11 efter fem minutter.
Med fem minutter igen var tyskerne foran med 20-18, men russerne reducerede.
Et køligt straffekast af Uwe Gensheimer resulterede atter i en føring på to mål, men det blev 20-21 efter en scoring af det hårdt kæmpende russiske landshold.
Efter en kæmpe tysk fejl erobrede Dmitrii Zhitnikov bolden og spadserede ned og udlignede til 21-21 med et minut igen.
Med 22 sekunder igen var tyskerne foran 22-21, og Tyskland formåede ikke at udnytte sit sidste angreb og måtte skuffende gå fra banen med uafgjort.