VM håndbold

Målvogter vred sig i smerte - nu er han ude af VM

Marouan Maggaiez og Wael Jallouz er blevet skiftet ud af den tunesiske trup på grund af skader.

Det tunesiske VM-landshold er blevet alvorligt svækket.

To af holdets bedste spillere blev skadet i den tredje gruppekamp mod Chile, og derfor har landstræneren, Toni Gerona, set sig nødsaget til at bruge to udskiftninger.

Det meddeler det tunesiske håndboldforbund, FTHB, på sin hjemmeside.

Det drejer sig om førstemålmanden Marouan Maggaiez. Med 13 minutter tilbage af kampen mod Chile, stormede han ud af feltet for at dæmme op for et skud. Den chilenske modstander faldt i feltet efter sit skud og ramte tilfældigt ind i Maggaiez' højre fod. 

Målmanden tog sig straks til foden og vred sig på gulvet i smerte. Kort efter måtte han bæres fra banen i favnen på en af sine holdkammerater.

I stedet for ham er Mohamed Amine Bedoui indkaldt som erstatning.

Udskiftning på backpladsen

Udover på målmandspositionen skifter Tunesien også ud på venstre back. 

Wael Jallouz nåede at score tre mål og lave tre assist i turneringen, inden han ligeledes blev skadet mod Chile.

Achref Saafi erstatter ham i tunesiske bagkæde.

- FTHB håber, at Maggaiez og Jallouz kommer sig hurtigt oven på skaderne og snarest muligt vender tilbage på banen, skriver håndboldforbundet.

Udover Korea må hvert land maksimalt skifte ud tre gange under slutrunden.

Tunesien vandt 36-30 over Chile og ligger på fjerdepladsen i Danmarks gruppe. Tirsdag møder de Saudi-Arabien.